PRM / Ny overenskomst for 8.300 medarbejdere i metalindustrien

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Endnu en overenskomst er faldet på plads. Denne gang gælder det cirka 8.300 ansatte i metalindustrien på industri- og vvs-overenskomsten, hvor der i nat blev underskrevet en aftale mellem parterne.

    Aftalen gælder de næste to år og betyder blandt andet, at medarbejderne får ekstra i lønningsposen, mere barsel til fædre og bedre muligheder for at indgå lokale aftaler ude på den enkelte virksomhed.

    TEKNIQ Arbejdsgiverne glæder sig over at være nået i mål med en fælles aftale i en tid præget af høj inflation, stigende materialepriser og stor global økonomisk usikkerhed.

    – Med aftalen har vi sikret, at virksomhederne i metalindustrien har et solidt fundament at stå på. Det er en ansvarlig aftale i en svær økonomisk situation, hvor det er helt centralt at bevare den internationale konkurrenceevne, men hvor der samtidig er blevet plads til udvikling, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

    Centrale punkter i aftalen:

    • Stigning i mindstelønnen på 4,5 kroner i 2023 og 4,5 kroner i 2024.
    • Arbejdsgivers bidrag til pension stiger fra 8 procent til 10 procent, mens medarbejderbidraget går fra 4 procent til 2 procent pr. 1. juli 2023. Den samlede pensionsindbetaling er fortsat 12 procent.
    • Bidraget til fritvalgsordningen stiger med 2 procentpoint pr. 1. marts 2024.
    • Mulighed for lokalaftale med et flertal af medarbejdere, når der ikke er tillidsrepræsentant
    • Øget mulighed for udbetaling af fritvalgskontoen.
    • Fire ugers ekstra barsel med fuld løn.
    • Stigning i betalingssatserne til elever og lærlinge med 4,5 procent i 2023 og 3,5 procent i 2024.

    Ved seneste overenskomstforhandling i 2020 fik industri- og vvs-overenskomsten tårnhøj opbakning. Hele 91,6 procent af medlemmerne i de forskellige faggrupper stemte dengang ja til overenskomstaftalen.

    Hvis den nye aftale bliver stemt igennem, er overenskomsten gyldig med tilbagevirkende kraft fra 1. marts 2023.

    Kontakt:

    Michael Degn tlf.: 77424227 email: mdc@tekniq.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-overenskomst-for-8300-medarbejdere-i-metalindustrien?releaseId=13673526

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **