PRM / Mosaikhjørnet leverer fliser til Sjællands største bilforhandlerkæde

    Pressemeddelelse fra Mosaikhjørnet A/S

    Siden 2012 har den danske flisevirksomhed Mosaikhjørnet leveret fliser til Sjællands største bilforhandlerkæde, Andersen Biler. Bilforhandlerkæden har i dag 14 afdelinger fordelt over hele Sjælland, hvor fliser fra Mosaikhjørnet spiller en væsentlig rolle. Det gælder blandt andet kædens forretning i Gladsaxe, som for nylig har gennemgået en omfattende totalrenovering, og i Ballerup, som netop nu er under en gennemgribende ombygning.

    – Vi er meget stolte over vores langvarige samarbejde med Andersen Biler, som er en vigtig samarbejdspartner for os på Sjælland. De seneste år er kædens forretninger gået fra at være egenrådige til i langt højere grad at være såkaldte brand stores, hvilket vil sige, at det er bilmærkerne, som bestemmer forretningens indretning ud fra en brandmanual. Det stiller høje krav til blandt andet fliser på gulve og vægge, og vi er i den forbindelse yderst glade for tilliden fra Andersen Biler, forklarer Klaus Byberg, som er projektchef hos Mosaikhjørnet.

    Andersen Biler forhandler mærker som Ford, Hyundai, Citroen, Nissan, Honda, Suzuki og Mitsubishi, og alle forretninger er således indrettet unikt med forskellige farve fliser i hvert bilmærkes afdeling:

    – Vores indretning er præget af syv forskellige brands, og det enkelte bilmærke definerer således, hvordan forretningerne skal indrettes. Brandmanualen dikterer derfor, at når man skal besøge vores Ford-afdeling, træder man ind på “blå stue”, og skal man se på vores Nissan-modeller, træder man ind på “rød stue” og så videre. I den forbindelse er det fliserne, der skaber det helt rigtige udtryk og univers i hver afdeling. I de neutrale områder af vores forretninger har vi til gengæld valgt den lyse træflise Almond i kombination med en stilfuld grå flise, som tilsammen har et klassisk skandinavisk udtryk. Derudover er det også en fordel, at begge fliser er utrolig praktiske, da de er nemme at rengøre, fortæller Peter Selck, indehaver af Andersen Biler.

    Brandmanualer stiller store krav til leverandøren

    Mosaikhjørnet leverer op mod 1500 kvadratmeter fliser til hver enkelt forretning hos Andersen Biler, og gennem tiden er det således blevet til en samlet leverance på mere end 6000 kvadratmeter. Senest har de leveret omkring 1500 kvadratmeter i forbindelse med ombygningen i Gladsaxe, og til renoveringen i Ballerup skal flisevirksomheden levere omkring 1500 kvadratmeter.

    – Fordi Mosaikhjørnet har den størrelse, de har, kan de skaffe alle de fliser, som vi efterspørger. Det er en fordel for os, at vi ikke skal bruge tid på en masse leverandører, fordi Mosaikhjørnet har taget det fulde ansvar for at skaffe fliserne – enten har de dem selv i deres sortiment, ellers finder de dem hos en anden leverandør, siger Peter Selck og fortsætter:

    – Derudover har Mosaikhjørnet været rigtig fleksible, for selv om vores byggesager ofte strækker sig over lang tid, har de været gode til at købe et stort batch hjem på en gang, så vi sikrer, at fliserne har samme farve. Men de har også haft respekt og forståelse for, at vi ikke skulle bruge alle fliserne på en gang, og derfor har vi fået leveret dem successivt – stadig fra samme batch og med samme brænding.

    Mosaikhjørnet importerer fliser fra det mest af verden, men langt størstedelen kommer fra Italien.

    Kontakt:

    Marketingchef Lisa Heineke email: lhm@mosaikhjornet.dk

    Pernille Panduro Åkervik email: ppa@mosaikhjornet.dk

    Projekt Manager Klaus Byberg tlf.: +45 23 69 90 58 email: kby@mosaikhjornet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mosaikhjornet-leverer-fliser-til-sjaellands-storste-bilforhandlerkaede?releaseId=13673433

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **