PRM / Nyuddannede brolæggere er klar til forårets belægningsarbejder

    Pressemeddelelse fra DI Byggeri

    Den eksklusive klub af uddannede brolæggere tæller fra i torsdags den 9. marts 2023 hele 8 nye svende. På Learnmark Horsens ønskede viceoldermand fra Brolæggerlauget i DI Byggeri, Carsten Grumsen, tre nye brolæggere tillykke med svendebrevet, mens oldermanden Claus Johnsen holdt tale for de 5 dygtige svende, som gennemførte uddannelsen på NEXT Uddannelser København.

    Der er plads til dobbelt så mange

    – Vi kan sagtens bruge flere brolæggere, fortæller oldermand Claus Johnsen. De årlige tal fra Byggeriets Uddannelser viser, at antallet af nyudlærte brolæggersvende holder sig på cirka 20, mens antallet af anlægsstruktører er stigende fra cirka 160 til op over 200 til næste år.

    – Brolæggere og anlægsstruktører har samme grundforløb og første hovedforløb, hvorefter brolæggerne vælger deres specialisering, forklarer oldermand Claus Johnsen.

    Skolerne kontaktes ofte af brolæggermestre, som ønsker en lærling. Der er med andre ord god vilje ude hos virksomhederne, men det er svært at skaffe nok lærlinge.

    – Faget ville sagtens kunne modtage det dobbelte antal, slutter Claus Johnsen.

    Svendestykket var udfordrende

    Forårets praktiske opgave til svendeprøven var en refuge, som lærlingen med hjælp fra en håndmand skulle sætte i løbet af to arbejdsdage. En refuge fungerer som et helleanlæg for fodgængere i midten af vejen.

    Hellen bygges op med en brostensramme i tre dele, som hæves fra vejniveauet. I den midterste del sættes brosten omkring et brønddæksel, mens de to ender udfyldes med chaussésten – henholdsvis to-på-to i et halvkryds og lige skifter i den anden tredjedel.

    – Brolægning udføres jo typisk af granit, som giver et minimalt CO2-aftryk, da det er tilhuggede natursten, som primært sættes med håndkraft. Det er svært at finde en mere bæredygtig udførelsesmetode, end når man sætter stenene i hånden, fortæller oldermand Claus Johnsen stolt om det traditionsfyldte håndværk.

    Fakta

    Man kan blive brolægger på fire skoler i Danmark, nemlig NEXT Uddannelser København, Learnmark Horsens, Aarhus Tech og Roskilde Tekniske Skole. Uddannelsen tager godt 3 år, hvor man veksler mellem skoleophold og læreplads i en brolægningsvirksomhed. Bagefter er det muligt at læse videre til fx bygningskonstruktør.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger kontakt:

    Oldermand Claus Johnsen på tlf. 4011 0808
    Chefkonsulent Lenette Møller Jensen på tlf. 3377 3636

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyuddannede-brolaeggere-er-klar-til-forarets-belaegningsarbejder?releaseId=13673409

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **