PRM / Gør som 16-årige Emil: Find dit næste fritidsjob til Fritidsjobmesse i Esbjerg

    Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

    For et år siden gik Emil Jørgensen med aviser efter skole, men da han var blevet 15 år, åbnede der sig også nye muligheder for andre typer fritidsjob. Han havde bare svært ved at finde ud af, hvor han nu egentlig kunne arbejde.

    Derfor fik han hjælp hos Fritidsjob i Esbjerg Kommune til at lave en beskrivelse af sig selv med billede, og så tog han ellers til Esbjerg Kommunes første Fritidsjobmesse, hvor han talte med en masse forskellige arbejdsgivere, der alle sammen manglede unge fritidsjobbere som ham selv.

    “Jeg gik rundt mellem de forskellige stande og delte mit CV ud og fik en snak, og allerede ugen efter blev jeg ringet op og kom til en jobsamtale,” fortæller Emil Jørgensen, der i dag er 16 år og arbejder som servicemedarbejder 6-8 timer om ugen hos Rema1000 i Tarp efter skoletid.

    “Jeg sidder ved kassen og hjælper kunderne, og jeg er rigtig glad for mit arbejde,” fortæller Emil Jørgensen.

    Gør som Emil

    Fredag den 24. marts 2023 klokken 15-17 gentager Esbjerg Kommune succesen. Arbejdsgiverne står i kø for at få en stand på Fritidsjobmessen, for de mangler unge fritidsjobbere.

    “Jeg var heldig at få blandt andet Emil sidste år. Jeg har ansat ca. 30 unge mellem 15 og 18 år i min Rema1000, og der er løbende brug for nye. Så jeg kommer til Fritidsjobmessen igen i år og håber, at vi kan finde nye kollegaer til Emil, fortæller købmand Armin Grizovic fra Rema1000 i Tarp, der også har et godt råd til alle unge, der tager med til messen:

    “Sørg for at have en kort beskrivelse med af jer selv, også med billede på, så vi kan huske jer bagefter og kan ringe og få jer til en jobsamtale.”

    Ud over Armin Grizovic kan du møde ca. 35 andre arbejdsgivere fra hele Esbjerg til Fritidsjobmessen, der igen i år finder sted i hallen ved Platformen på Gl. Novrupvej i Esbjerg Ø.

    FAKTA

    Kom til Fritidsjobmesse

    • Har du også lyst til at se, hvad der er af forskellige muligheder for et fritidsjob i Esbjerg, så tag med, når Esbjerg Kommune gentager succesen med en Fritidsjobmesse fredag den 24. marts 2023 fra kl. 15-17 på Gl. Novrupvej 14, 6705 Esbjerg Ø.
    • Fritidsjobmessen er for alle unge i 8. og 9. klasse, der mangler et fritidsjob.
    • Alle er velkomne til at deltage. Det er gratis at komme ind. Så tag endelig dine venner, mor, far eller nabo med.

    Kontakt:

    Armin Grizovitz, købmand, Rema1000 i Tarp, mail: 955@rema1000.dk , mobil: 26966869

    Pernille Madsen, projektleder, Fritidsjob i Esbjerg Kommune, mail: pem3@esbjerg.dk, mobil: 29600825

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gor-som-16-arige-emil-find-dit-naeste-fritidsjob-til-fritidsjobmesse-i-esbjerg?releaseId=13672853

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **