Pressemeddelelse fra 3F
3F hilser regeringens ønsker om at styrke erhvervsuddannelserne velkommen, hvilket øger mulighederne for grøn omstilling i samfundet og erhvervslivet betragteligt.
“Både virksomhederne og vores medlemmer er optaget af at sikre de nødvendige kvalifikationer til den grønne omstilling. Og alle fremskrivninger viser, at der bliver mangel på faglærte og kollegaer med opdateret viden om netop bæredygtighed, energioptimering og mere klimavenlig produktion. Det kræver, at regeringen styrker hele “fødekæden” i uddannelsessektoren, og især erhvervsuddannelserne, AMU, FGU osv.,” siger forbundssekretær Søren Heisel.
Han henviser bl.a. til regeringens udmelding i dag – i forbindelse med lanceringen af udspillet “Forberedt på fremtiden 1” – om, at der skal investeres i en mere praktisk folkeskole, at de 42.000 uden uddannelse eller job skal have en håndsrækning, og at erhvervsuddannelserne skal styrkes, så flere søger denne vej. Samt at flere ufaglærte skal opkvalificeres og efteruddannes.
“Vi fremlagde sidste efterår et ambitiøst uddannelsesudspil, så de unge får et ligeværdigt og ordentligt uddannelsesalternativ til det almene gymnasium. Og hvor AMU-uddannelserne også styrkes, for de er gennem alt for mange år blevet økonomisk forsømt,” siger Søren Heisel.
Kontakt:
For yderligere information, kontakt 3F’s pressetelefon på 88 92 88 92.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/erhvervsuddannelse-for-gron-omstilling?releaseId=13672528
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








