PRM / DLF: Gode takter i regeringens planer om investeringer i skole, sporskifte og professionsuddannelser

    Pressemeddelelse fra Danmarks Lærerforening

    Regeringen har præsenteret uddannelsesreformen ‘Forberedt på fremtiden 1’, der er første del af en ny, samlet reformplan på uddannelsesområdet.

    Danmarks Lærerforening ser gode takter i regeringens langsigtede planer om at investere 1,35 milliarder kroner i børn, unge og uddannelse og i ambitionerne om at styrke professionsuddannelserne.

    “Der er mangel på lærere i folkeskolen, og udfordringerne vil vokse de kommende år, hvis ikke man sætter ind. Derfor er vi glade for, at regeringen vil styrke professionshøjskolerne og investere i grundskolen. Det er investeringer, der falder på et tørt sted,” siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

    DLF-formanden er samtidig glad for, at regeringen fokuserer på muligheden for, at flere kan skifte spor og vælge en ny uddannelse senere i deres arbejdsliv. Det, mener han, kan få positiv betydning for folkeskolen.

    “Vi har mange dygtige lærere i folkeskolen, som har valgt at blive lærere senere i livet. De tager deres erfaringer med ind i skolen, og det har en stor værdi. Derfor vil vi meget gerne være med til at sikre, at flere kan skifte spor og tage en læreruddannelse senere i arbejdslivet,” siger Gordon Ørskov Madsen.

    Danmarks Lærerforenings formand er dog ked af, at investeringerne sker på baggrund af, at mange af de humanistiske og samfundsvidenskabelige kandidatuddannelser skal forkortes:

    “Det er vigtigt for mig, at vi har et uddannelsessystem af høj kvalitet, og at investeringer i skolen og professionsuddannelserne ikke sker på bekostning af de lange videregående uddannelser. Jeg kan godt være bekymret for, at de unge nu skal presses endnu hurtigere gennem uddannelsessystemet,” siger DLF-formanden.

    Kontakt:

    Pressechef Manja Spork tlf.: 28934760 email: msp@dlf.org

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dlf-gode-takter-i-regeringens-planer-om-investeringer-i-skole-sporskifte-og-professionsuddannelser?releaseId=13672541

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **