PRM / Kendt tv-vært leverer livsglad underholdning på Andelskassens aktionærmøde

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    Danske Andelskassers Bank – i daglig tale Andelskassen – indbyder endnu en gang sine aktionærer til bankens årlige aktionærmøder i marts 2023.

    Det andet i rækken af møder finder sted i Svendborg Idrætscenter torsdag 16. marts. Mødet er for bankens aktionærkreds Fyn og Sjælland, som omfatter Andelskassens filialer i Odense, Svendborg, Lyngby og på Frederikskaj.

    Priser til lokale ildsjæle og foreninger
    Traditionen tro vil banken på mødet uddele “Andelskasseprisen” og “Sammen kan vi mere-priserne” for at hylde og anerkende en række store og små initiativer, der skaber glæde og sammenhold lokalt. Andelskasseprisen gives til privatpersoner, mens Sammen kan vi mere-priserne går til foreninger, grupper eller lignende. I hver aktionærkreds uddeles priser til en samlet værdi af 50.000 kr.

    I 2022 modtog Ulla Hein Petersen fra Odense Andelskasseprisen i aktionærkreds Fyn og Sjælland for sit store virke i TPI Håndbold, mens Sammen kan vi mere-priserne gik til Køge Bugt Stenrev, BK Stjernen og Danmarks Kostumarium.

    Aktionærmødet starter med en god middag, og herefter vil bankens adm. direktør Jan Pedersen og områdedirektør Claus Baunsgaard berette om året, der gik i Andelskassen. Derudover er der valg til Andelskassens aktionærråd. I år vil der være fredsvalg i aktionærkreds Fyn og Sjælland.

    Kendt tv-vært fortæller sjove og rørende historier
    Mødet i Svendborg slutter af med et foredrag af tv-vært Christian Degn – blandt andet kendt fra Hammerslag, Hvem vil være Millionær og andre tv-programmer. Her vil Christian Degn fortælle de bedste historier fra den populære tv-serie “Alt Det Min Far Ikke Har Lært Mig”. Publikum vil komme med bag om programmet på alle måder – både ideerne og de større tanker bag, og alt det sjove og rørende. Christian Degn vil blandt andet også give svar på: Hvordan får man en 71-årig til at debutere på tv og blive folkekær farmand? Hvad gør man, når ens far begynder at snakke om sin mors brystvorter foran et tv-kamera? Og hvad har Christian egentlig lært om sig selv og sin far?

    Forud for aktionærmøderne offentliggjorde banken sit regnskab for 2022. Det skete torsdag den 23. februar.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Maria Bugge tlf.: 87993074 email: mbm@andelskassen.dk

    For yderligere oplysninger, kontakt venligst kommunikationskonsulent Maria Bugge på T: 87 99 30 74 eller E: mbm@andelskassen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kendt-tv-vaert-leverer-livsglad-underholdning-pa-andelskassens-aktionaermode?releaseId=13672424

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **