Pressemeddelelse fra home a/s
Efter frost kommer tø – og lige nu er der en optøning undervejs på boligmarkedet efter en række måneder gennem efteråret og vinteren med fastfrosne boligplaner.
Det nye ‘Boligbrief’ fra ejendomsmæglerkæden Home og Danske Bank tager den aktuelle temperatur på boligmarkedet, og her er der varmere følelser at spore mellem køberne og sælgerne.
Februar har budt på flere fremvisninger og flere handler af huse, lejligheder og sommerhus, viser boligindekset, der er korrigeret for sæsonudsving*.
I alle regionerne er der set flere købere ude at se på hus, og det samme er set for lejlighederne i hovedstadsområdet. Hele indeks er vedhæftet nyheden.
Det er anden måned i træk med fremgang i aktiviteten.
Mere optimistisk start
“Vi er kommet mere optimistisk i gang med året og møder igen flere købere. Det er stærkt tiltrængt efter en tid, hvor det er blevet sværere at sælge bolig. I løbet af 2022 mødte køberne en mur af udfordringer med højere rente, stigende priser på alt og mere usikkerhed i hverdagen. Nu har folk på markedet vænnet sig til og tilpasset sig den nye virkelighed,” siger Michael Dalsager, talsperson og presseansvarlig i Home.
Køberne har fået regnet på mulighederne, nogle har valgt at købe billigere, andre mindre eller i et andet område end først planlagt. Sælgerne har også skåret priserne på hjemmet til og er gået ind i forhandlingerne med køberne på en anden måde.
“Det er nye tendenser efter de vilde år under corona, hvor ‘alt’ populært sagt kunne sælges og hurtigere end den næste fremvisning,” siger Michael Dalsager.
Huspriserne er faldet, lejlighederne i lille fremgang
De nye tider afspejler sig også i priserne, der er faldet betydeligt. Her er der i februar set prisfald på huse og sommerhuse, mens lejlighederne viser en lille fremgang.
Siden toppen i marts sidste år er huspriserne faldet med 10,4 procent. Priserne på lejligheder toppede i juni og er sidenhen faldet med 7,7 procent. Sommerhusene er 12,1 procent under priserne på toppen.
Et hus 250.000 kr. billigere
Aktuelt koster en villa i snit cirka 2,2 mio. kr. på landsplan, en lejlighed 2,8 mio. kr. og et sommerhus 1,6 mio. kr.
Det betyder, at en gennemsnitlig villa på 140 kvm på et år et faldet cirka 250.000 kr. En lejlighed på 85 kvm. er solgt cirka 140.000 kr. billigere, mens et sommerhus på 80 kvm. også fås til omtrent 140.000 kr. mindre nu.
Det koster et hus, en lejlighed og et sommerhus
| 140 kvm hus | 85 kvm lejlighed | 80 kvm. sommerhus |
feb-22 | 2447110 | 2919508 | 1747461 |
feb-23 | 2195330 | 2782732 | 1610519 |
Forskel | – 251.780 | – 136.776 | – 136.942 |
I årets første måneder er der set et pænt fald i de lange renter, og energipriserne er faldet en hel del. Der er en fornyet styrke i dansk økonomi, hvor vi har set en række stærke nøgletal, og lysten til at bruge penge er steget, både på boligmarkedet og når det gælder for eksempel rejser, forklarer Danske Bank.
Når det er sagt, betyder de stærke nøgletal i Danmark, men i høj grad også globalt, at centralbankerne måske ikke er færdige med at hæve renterne, og det har blandt andet betydet, at de lange renter nu er steget igen.
Danske Banks prognose forudser, at boligpriserne kommer til at falde yderligere i 2023.
For husene kan det samlede prisfald fra toppen ende på mellem 10-20 % – med forbehold for at rente og arbejdsløshed er de store jokere for, hvordan markedet udvikler sig.
Mere i lønningsposen
Prisfald og mere i lønningsposen betyder, at prisen for at blive boligejer, den såkaldte boligbyrde, sandsynligvis falder frem mod 2024.
“Det er fortsat noget dyrere at blive boligejer end da renten var helt banket i bund, men det kan give lidt medvind, at køberne – trods alt – begynder at få mere bolig for pengene,” siger Michael Dalsager.
*homes fremvisnings-, handels- og prisindeks er samlede opgørelser over homes afholdte fremvisninger og fuldførte handler af hhv. huse og ejerlejligheder og sommerhuse i en given måned. Tallene i homes Boligbrief er sæsonkorrigerede og lavet som 3 mdrs. glidende gennemsnit.
Det er sket med fremvisningerne
- Den seneste måned: Antallet af fremvisninger på huse steg med 2,8 procent i februar, mens antallet af fremviste lejligheder steg med 3,6 procent. Sommerhusene havde 0,5 % flere på fremvisning.
- Det seneste år: Antallet af fremvisninger på huse er 22,5 procent lavere, mens antallet af fremvisninger på lejligheder er faldet med 15,5 procent siden februar sidste år. Det største fald er set for sommerhusene med 30,3 procent færre fremvisninger.
Det er sket med handlerne den seneste måned:
- Den seneste måned: På landsplan blev der solgt 3 procent flere huse, 4,1 procent flere lejligheder og 7,4 procent flere sommerhuse i februar sammenlignet med januar.
- Det seneste år: På landsplan er der solgt 37,8 procent færre huse, 42,7 procent færre lejligheder og 38,5 procent færre sommerhuse i februar sammenlignet med februar 2023.
Det er der sket med priserne
- Den seneste måned: I februar faldt huspriserne med 0,5 procent, lejlighedspriserne steg med 0,4 procent og sommerhuspriserne faldt med 4,2 procent.
- Det seneste år: Siden februar 2022 er priserne på huse faldet med 10,3 procent, lejligheder med 4,7 procent og sommerhusene med 7,8 procent.
Kontakt:
Talsperson – senior kommunikationskonsulent – presseservice & analyse Michael Dalsager tlf.: 2043 3614 email: mida@home.dk
Las Olsen
Cheføkonom
Danske Bank
Mobil 29 17 05 85
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/froken-to-kysser-boligmarkedet?releaseId=13672388
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **