Pressemeddelelse fra Billund Lufthavn
I februar gik der 208.393 passagerer igennem terminalen i Billund Lufthavn. Det giver en vækst i passagerer på 52,9 procent forhold til februar 2022. For mange danskere står februar på vinterferie. Vinterferiens populære destinationer var storby- og skidestinationerne.
Vinterferien nåede i år rekordhøjder, hvor der var flere passagerer end i vinterferien i både 2022, 2021 og 2019. Antallet af passagerer nærmede sig vinterferiens rekordniveau, der blev sat i 2020 lige inden Covid-19 for alvor brød igennem.
– Vinterferieaktiviteten var i år på niveau med rekorden i februar 2020. Men der var flere passagerer end i både 2019, 2021 og 2022. Der har været stor tilslutning til vores storby- og skidestinationer, og vi oplever, at flere og flere tager flyet mod de sneklædte bjerge i vinterferien. Med den aktivitet forventer vi, at den tendens fortsætter næste vinter, siger Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn.
Mange nye ruteåbninger til sommersæsonen
Flere nye ruter kommer til Billund Lufthavn i den kommende sommersæson, som begynder ved udgangen af marts: Air Greenland starter deres rute til Grønland, og Brussels Airlines igangsætter deres forbindelse til Bruxelles for første gang siden Covid. Austrian Airlines starter 4. april med deres rute til Wien. Vueling genåbner deres direkte flyvninger til Paris, de øger ligeledes antallet af afgange til Barcelona og Malaga, og Air France øger med flere afgange. Derudover åbner Ryanair ruter til Berlin og Sardinien den 27. marts og til Valencia den 3. maj.
– Aktiviteten på passagersiden ser ind i en god periode. Der er mange nye destinationer på vej, som erhvervslivet og turismeindustrien har efterspurgt. Vueling oplever også medgang og øger antallet af afgange på deres Parisrute, fortæller Jan Hessellund og fortsætter:
– Med Brussels Airlines og Austrian Airlines bliver der tilføjet to nye netværkslufthavne, hvilket i høj grad er til fordel for erhvervslivet. Begge er ligeledes spændende turistdestinationer til eksempelvis en forlænget weekend. Brussels Airlines vil også have stor betydning for den politiske sammenhæng mellem Vestdanmark og Bruxelles. Så vi går optimistiske ind i den sidste måned med vinterprogram og ser frem til et aktivt sommerprogram.
Optimisme i luftfragten trods nedgang
I februar blev der fragtet 4.873 tons. Det er en nedgang på 26,9 procent ift. samme måned sidste år. Det var i februar sidste år, at Billund Lufthavn lagde rammer til verdens daværende største fragtfly fyldt med værnemidler. Flyet ankom som en sløjfe på luftbroen, der sendte store mængder værnemidler til de danske kommuner.
På trods af, at importen har været særligt stille, er der optimisme at spore for de næste par måneder med nye tiltag og øget aktivitet.
– Vi mærker en generel afmatning på markedet, hvor det i særdeleshed rammer importen. Så vi har nedgang i februar, men vi har gang i nogle spændende dialoger, som vi glæder os til at løfte sløret for, afslutter Jan Hessellund.
Faktaboks:
Nye ruter:
- Brussels Airlines til Bruxelles fra d. 26. marts.
- Air Greenland til Grønland fra d. 29. marts.
- Austrian Airlines til Wien fra d. 4. April.
- Ryanair til Berlin og Sardinien fra d. fra d. 27. marts og Valencia fra d. 3. maj.
Vuelings nyheder:
- Genåbner ruten til Paris med to ugentlige afgange.
- Flere afgange til Barcelona og Malaga med hhv. 5 og 7 ugentlige afgange.
Mangler du stadig at finde ud af, hvor turen skal gå hen denne sommer? Find meget mere inspiration i vores destinationsunivers:
.Faktaboks:
Læs vores månedskommentarer og pressemeddelelser lige når de udkommer. Bliv abonnent og få pressemeddelelserne sendt direkte til din indbakke.
Abonner på vores pressemeddelelser via vores presserum:
Kontakt:
PR Manager Mads Bisp Agersnap tlf.: 30165877 email: mbp@bll.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rekordniveau-og-rutenyheder-i-billund-lufthavn?releaseId=13672231
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **