PRM / Behov for hurtig udbygning af grøn strøm stiger

    Pressemeddelelse fra Green Power Denmark

    Der er ambitiøse planer for vejen mod at reducere CO2-udledningerne i Danmark med 70 procent i 2030, men vi skal se at komme i gang med at implementere de mange klimatiltag, hvis vi skal nå i mål. Sådan lyder konklusionen i Klimarådets rapport, hvor man gør status over Danmarks klimaindsats.

    – Jeg er bekymret for, at kløften mellem klimadrømme og virkelighed vokser. Vi er et sted, hvor vi har de helt rigtige ambitioner og planer. Men tiden er ved at løbe fra os. De grønne beslutninger står i kø. I år er definerende for, om vi når vores klimamål i 2030, men desværre ser vi beslutninger om bl.a. indtægtsloft og åben dør-ordning, der gør kløften større, siger Jan Hylleberg, viceadm. direktør i Green Power Denmark.

    Af rapporten fremgår det, at den grønne omstilling og elektrificeringen af samfundet indebærer ca. en fordobling af strømforbruget i 2030 sammenlignet med i dag. Derfor pointerer Klimarådet vigtigheden af, at der kommer gang i den konkrete udbygning af vindmøller og solceller – også hvis Danmark skal leve op til sine ambitioner om at blive nettoeksportør af grøn strøm.

    Ifølge Green Power Denmark understreger det behovet for at finde en hurtig løsning på de havvindmølleparker under åben dør-ordningen, som regeringen har sat i bero.

    – Vi mangler grøn strøm i dag og i morgen. Men alligevel har regeringen valgt at sige nej tak til en masse grøn strøm fra åben dør-ordningen. Det er helt uforståeligt. Nu står vi kun tilbage med de planlagte ni gigawatt havvind, hvor udbuddene slet ikke er kommet i gang. Samtidig ser vi, at udbygningen af vindmøller og solceller på land snegler sig afsted. Regeringen skal tilbage på banen med en løsning, så vi også har grøn strøm til vores Power-to-X-ambitioner, siger Jan Hylleberg.

    Den eksplosive elektrificering stiller nye krav til elnettet. Klimarådet mener, at det bør være en politisk topprioritet at sikre tilstrækkelig og rettidig udbygning af elnettet. Det er Green Power Denmark enig i og opfordrer klimaministeren til at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en el-infrastrukturpakke med fokus på at tilpasse den økonomiske regulering.

    – Elnettet er rygraden i den grønne omstilling. Kommer vi først bagud med de tunge og tidskrævende investeringer i el-infrastruktur, spænder vi ben for os selv i den grønne omstilling, siger Jan Hylleberg.

    Biomasse er vigtig for forsyningssikkerhed
    Til gengæld deler Green Power Denmark ikke Klimarådets modstand mod biomasse og ønsket om øget regulering af området.

    – Vi mener, at rigtig anvendelse af bæredygtig biomasse er grøn. Derudover viser fremskrivninger, at forbruget vil falde i takt med, at nye teknologier – som for eksempel store varmepumper – vinder indpas. Her er et afgørende element, at de mest konkurrencedygtige teknologier vil være dem, der i de kommende år ender med at slå igennem, siger Jan Hylleberg og understreger:

    – Kraftvarmeværker baseret på bæredygtig biomasse vil stadig spille en central rolle, men en anden rolle i vores energisystem fremover. De sikrer forsyningssikkerhed og stabilitet i samspil med sol og vind. Derudover er de en kilde til biogent CO2 til fremtidens grønne brændsler.

    Kontakt:

    Pressechef Bjarke Lund Larsen email: bll@greenpowerdenmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/behov-for-hurtig-udbygning-af-gron-strom-stiger?releaseId=13672176

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **