PRM / Britta Byströms elegante værker henter inspiration fra litteraturen og kunstens verden

    Pressemeddelelse fra Dacapo Records

    Den svenske komponist Britta Byström fortæller historier og opbygger strukturer ud fra klare, stemningsfulde og elegante virkemidler. Hendes talent for klangfarver og vilje til at lade sit instinkt lede, er tydeligt på det nye album Letter in April, som også demonstrerer Athelas Sinfoniettas begejstring for komponisten.

    Inspiration fra litteraturen og kunstens verden

    Det nye album
    indeholder fire verdenspremiereindspilninger af fire ensemble- og soloværker. Titelværket Letter in April for klarinet, violin, cello og klaver kredser tematisk om den næsten umærkelige forvandling der antyder forårets komme, inspireret af Inger Christensens digtsamling af samme navn.

    Baum in der Stadt for soloviolin er indspillet af Anne Søe. Værkets titel er påvirket af Paul Klees malerititler, og i kompositionen arbejder Byström ud fra en nærmest arkitektonisk tilgang og lader værket tage udgangspunkt i et klart defineret motiv eller “byggelement”, der høres lige fra begyndelsen.

    I 2019 bestilte Aarhus Unge Tonekunstnere fem nordiske komponister til at skrive et værk inspireret af den islandske Njals saga til Taïga String Quartet. På det nye album kan man høre Byströms bidrag, nemlig strygekvartetten Images from the Floating World i seks korte satser med hver sin musikalske karakter, fra det blide og lyriske til det swingende og rytmiske.

    Cellist Maria Isabel Edlund er solist i cellokoncerten Figures at the Seaside, som har titel efter et surrealistisk maleri af Picasso. Koncerten er udviklet i tæt samarbejde med Edlund. Værket kombinerer celloens menneskelignende stemme med et alsidigt lille ensemble, og tager udgangspunkt i cellistens spillestil og forhold til Bachs musik.

    Lysende klangflader og bølgende melodier

    Britta Byströms værker er karakteriseret af en sart elegance, disciplineret legesyge og en minimalistisk tendens til at skabe hele værker ud fra en enkelt akkord, en figur eller et tema. Allerede Byströms første værk (2002) fastslog hendes interesse for høje tonelejer og lysende klangflader, med bølgende melodier der synes at være opstået indefra.

    Britta Byström har skrevet operaer, orkesterværker og vokalværker og forholder sig ofte til store, eksistentielle temaer fra psykisk sårbarhed til klimaforandringer og de særlige udfordringer for den samiske befolkning i de nordiske landes koldeste egne.

    Releasekoncert og artist talk

    Udgivelsen fejres med en releasekoncert og artist talk tirsdag d. 21. marts i Havesalen i Musikhuset København fra kl. 16-18. Ved arrangementet introduceres musikken af Britta Byström i samtale med forlægger Jonas Bille Gamkjær, hvorefter Athelas Sinfonietta opfører et uddrag af værkerne fra albummet. Der er gratis adgang til arrangementet. Læs mere her

    Udkommer den 17. marts 2023

    Athelas Sinfonietta
    Anne Søe Ngoc, violin
    Maria Isabel Edlund, cello
    Eirik Haukaas Ødegaard, dirigent

    59 minutter

    CD: 8.226724

    Kontakt:

    Ansvarlig for presse og markedsføring Asta Ravn Cornelius tlf.: 22868980 email: asta@dacapo-records.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/britta-bystroms-elegante-vaerker-henter-inspiration-fra-litteraturen-og-kunstens-verden?releaseId=13672060

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **