PRM / Fiberalliancen: EU tager et stort spring ind i den digitale fremtid

    Pressemeddelelse fra Green Power Denmark

    EU-Kommissionen sætter med forslaget en tyk streg under, at fibernet er en central del af fremtidens gigabit-samfund.

    – Behovet for en hurtig og stabil digital infrastruktur er steget markant de senere år – både når vi er hjemme og på arbejde. Med kravet om at installere fibernet i alle nye bygninger vil Europa tage et stort spring ind i den digitale fremtid, siger Thomas Woldiderich, branchechef i Fiberalliancen.

    – Der er i højeste grad brug for de tiltag, som nu kommer fra Kommissionen. Klare regler vil både gøre det lettere at få udbredt fibernet og være en hjælp til for eksempel entreprenører, som får standarder for, hvordan bygningsmassen skal forsynes med fibernet.

    EU-Kommissionen vil kun undtage få bygninger fra kravet om, at de skal have installeret fibernet i forbindelse med større renoveringer. Det gælder for eksempel historiske bygninger eller bygninger af national sikkerhed.

    EU-Kommissionen vil samtidig indføre en obligatorisk mærkningsordning – “Fiberklar” – som skal følge med de bygninger, som får indlagt fibernet under de nye regler.

    – I Danmark er en stor del af bygningsmassen allerede kablet med fibernet, og i fremtiden bliver det med mærkningsordningen langt mere synligt, når en bygning er digitalt fremtidssikret. Det bekræfter, at de danske energi- og fibernetkoncerner har set rigtigt med deres langsigtede og omfattende investeringer i fiberinfrastruktur i både by- og landområder, siger Thomas Woldiderich.

    – Vi ser i fiberbranchen frem til samarbejdet med de danske myndigheder, om at få EU-tiltagene omsat til virkelighed – herunder ikke mindst mærkningsordningen.

    Europa-Parlamentet og ministerrådet skal nu behandle forslaget fra EU-Kommissionen.

    EU-Kommissionen har et fælleseuropæisk mål om 100 % gigabit-dækning i 2030. I december 2021 vedtog et bredt flertal i Folketinget en ny dansk bredbåndsmålsætning om, at 98 % af Danmark skal have adgang til gigabit-forbindelser senest i 2025.

    Kontakt:

    Senior presserådgiver Claus Kaae-Nielsen tlf.: 35 30 04 02 email: ckn@greenpowerdenmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fiberalliancen-eu-tager-et-stort-spring-ind-i-den-digitale-fremtid?releaseId=13671788

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **