PRM / Clever bag ny kæmpe lynladestation i Kolding

    Pressemeddelelse fra Clever

    Snart er der 40 lynhurtige grunde til at vælge elbilen til, hvis du bor eller arbejder i Kolding eller ofte lægger vejen forbi. Ifølge ladeoperatøren Clever forventer selskabet nemlig inden længe at tage første spadestik til det, der i foråret 2024 bliver Danmarks største lynladestation.

    Den offentlige lynladestation får adresse på Kokholm 4a-b i Kolding, kun få hundrede meter fra motorvejsafkørsel 63 på E 45 – og det er der en god grund til:

    “Rigtig mange bilister benytter hver dag motorvejsnettet i Trekantsområdet, og det gør trafikken intens. Flere vælger heldigvis elbilen til, og så kræver det naturligvis lynhurtig opladning til Koldingenserne og dem, der arbejder i byen. Kolding er en attraktiv lokation, fordi det er en stor by, der trækker mange mennesker til i dagligdagen. Derfor giver det god mening at placere Danmarks største lynladestation her”, fortæller Mette Nøhr, der er ansvarlig for kundeoplevelsen på Clevers lynladestationer.

    Lynladestationen kan lade 40 elbiler på samme tid, og det vil være muligt at lade elbilen fra 0-80 pct. på under en halv time, alt efter dens evne til at lade.

    Grønt cafékoncept ser dagens lys

    Mens elbilen får lynhurtig opladning, skal der også være mulighed for at få god energi på det menneskelige batteri. Derfor bliver Kolding lynladestation den første, hvor Clever lancerer et nyt cafékoncept med fokus på bæredygtighed og det sunde valg:

    “Mange elbilister, der besøger vores lynladestationer, efterspørger muligheden for at få en bid mad eller en god kop kaffe. Det behov forstår vi til fulde, og derfor er vi i gang med at udvikle et cafékoncept, som vi snart kan rulle ud til vores store lynladestationer. I øjeblikket tester vi et mindre koncept på Odense lynladestation, hvor du kan få lidt at drikke fra lokale producenter, og det bliver taget rigtig godt imod”, fortæller Mette Nøhr.

    Kolding lynladestation bliver den første station, hvor Clever udruller det nye cafékoncept, og selvom den endelige menu ikke er helt på plads, så lover selskabet, at den bliver markant anderledes, end den, der findes på landets tankstationer:

    “Vores cafékoncept laves i tråd med vores lynladestationer – med fokus på naturen og på sundhed og velvære. Derfor vil du ikke finde hotdogs og sukkerholdige sodavand, men sunde alternativer og gerne fra lokale producenter. Dem kan man så indtage i vores café eller i et af de to grønne hjerter, som Kolding lynladestation får, hvor der både er plads til picnic og leg og til at få vækket sanserne af planter og urter, som alle kan spise af”, fortæller Mette Nøhr.

    Kontakt:

    Head of Public Relations Emilie Linders tlf.: +45 30 90 08 99 email: press@clever.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/clever-bag-ny-kaempe-lynladestation-i-kolding?releaseId=13671733

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **