PRM / En balletlegende fra Broadway indtager Gamle Scene

    Pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater

    Jerome Robbins var en amerikansk showman ud over det sædvanlige og en koreograf af den kaliber, som belønnes med oscarstatuetter. Han revolutionerede musicalgenren og skabte samtidigt mere end 60 balletter.

    Han var kendt som den store, dramatiske koreograf, og hans eftermæle danser mageløst videre i mange balletsko verden over. Nu kan tre af hans berømte værker opleves med Den Kongelige Ballet, når Giant Steps har premiere den 4. marts på Gamle Scene.

    Jerome Robbins bevægede sig ubesværet fra moderne Broadwaydans til sublim klassisk ballet, og bredden i værkerne er da også til at få øje på. Han var timingens mester og kendt for sin store musikalitet, hvilket i høj grad præger de tre balletter i forestillingens program:

    Fancy Free (1944) er et charmerende sømandsdrama sat i New Yorks søde natteliv. Musikken er af legendariske Leonard Bernstein, som Robbins nogle år senere samarbejdede med om West Side Story.

    Glass Pieces
    (1983) er et minimalistisk og hæsblæsende værk, der danses til Philip Glass’ hypnotiserende musik. Det er et energisk stemningsbillede af amerikansk storbyliv, der fanger metropolens pulserende hjerteslag mellem skyskrabere af krom, stål og glas.

    De fire årstider
    (1979) er årets gang med dets skiftende stemninger til musik af Verdi fremkaldt med humor og varme; fra vinterens frostklare kulde i høje spring over forårets friske opvågnen og sommerens varme frem til efterårets festlige finale.

    Giant Steps har premiere den 4. marts og spiller indtil den 23. marts 2023.
    Det Kongelige Teater, Gamle Scene

    Læs mere om forestillingen HER

    Kontakt:

    PR- og presseansvarlig, ballet og børnestrategi Nana Langhoff email: nala@kglteater.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/en-balletlegende-fra-broadway-indtager-gamle-scene?releaseId=13671250

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **