PRM / Tim Christensen på turné med hovedværk

    Pressemeddelelse fra PDH Music

    Tim Christensens album Honeyburst fra 2003 indbragte adskillige store priser, solgte til firedobbeltplatin og leverede hele fem gedigne radiohits. Så det er intet mindre end genkomsten af en musikalsk milepæl, når den danske musiker og sangskriver i anledning af albummets 20-årsjubilæum drager på den eksklusive Honeyburst 20th Anniversary Tour i efteråret 2023.

    “Honeyburst er både min mest populære udgivelse, og min egen personlige favorit, så albummets 20-årsjubilæum er for mig en smuk anledning til at genbesøge det sammen med et publikum og samtidig lægge ny energi og dedikation i min solokarriere,” fortæller Tim Christensen, der siden gendannelsen af Dizzy Mizz Lizzy i 2014 primært har fokuseret på sin rolle som forsanger og komponist i den folkekære rocktrio.

    Med Honeyburst 20th Anniversary Tour er det første gang i mere end 10 år, at Tim Christensen turnerer som solist med et band i ryggen – og vel og mærke ét, han personligt har sammensat til lejligheden. Guitaristen Lars Skjærbæk har været Tim Christensens faste sidekick gennem hele solokarrieren, imens Anders Stig Møller har turneret med Dizzy Mizz Lizzy i nyere tid som keyboardspiller. Og over for disse to står et par relativt uskrevne blade, nemlig bassisten Morten Ogstrup Nielsen (Town Portal, Tvivler, m.fl.) og trommeslageren Søren Høi (Michael Ellis, m.fl.).

    “Rytmegruppen kommer fra undergrundsmiljøet og spiller i bands, jeg selv er stor fan af, og jeg beundrer dem begge og har længe haft lyst til at arbejde sammen med dem,” fortæller Tim Christensen om valget af de to mathrock-musikere. “Samtidig glæder jeg mig meget til at se, hvad der sker med det gamle materiale, når vi fem – med hver vores baggrund – sammen skal give det nyt liv,” fortsætter han og lægger ikke skjul på sin begejstring over at skulle fyre op under numre som Whispering At The Top Of My Lungs, How Far You Go, JumpThe Gun, Surfing The Surface og ikke mindst balladen Right Next To The Right One. I ledtog med nogle af landets dygtigste musikere.

    Koncerterne kommer til at bestå af Honeyburst-albummet i sin helhed samt diverse highlights fra Tim Christensens øvrige soloudgivelser.

    I anledningen af jubilæet og turnéen bliver der genudsendt en frisk, remasteret udgave af Honeyburst-albummet, både som streaming og på vinyl. Ovenikøbet med fem bonusnumre, hvoraf fire aldrig tidligere har været udsendt.

    Datoen for genudgivelsen af albummet er ikke fastsat, men startskuddet til Honeyburst 20th Anniversary Tour går den 26. oktober 2023 og fortsætter et stykke ind i december med følgende koncerter:

    26.10 VIFTEN. Rødovre
    27.10 MUSIKHUSET AARHUS
    28.10 SKRÅEN ROYAL STAGE. Aalborg
    02.11 EKSERCERHUSET. Fredericia
    03.11 TINGHALLEN. Viborg
    04.11 KULTURCENTER SKIVE
    08.11 RINGSTED KONGRESCENTER
    09.11 GJETHUSET. Frederiksværk
    10.11 VEJLE MUSIKTEATER
    11.11 JYSK MUSIKTEATER. Silkeborg
    18.11 STORE VEGA. København
    23.11 GIMLE. Roskilde
    24.11 POSTEN. Odense
    25.11 GODSET. Kolding
    30.11 MANTZIUSLIVE. Birkerød
    01.12 PORTALEN. Greve
    02.12 MCH Herning Kongrescenter
    07.12 TOBAKKEN. Esbjerg
    08.12 VÆRKET. Randers
    09.12 BORGERFORENINGEN SVENDBORG TEATER

    Billetsalget starter fredag den 24. februar kl. 10.00 via pdh.dk/tour/timchristensen

    Kontakt:

    Promotion Heidi Degn email: hd@pdh.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tim-christensen-pa-turne-med-hovedvaerk?releaseId=13671288

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **