PRM / Kvistens Taskforce holder oplæg i Slagelse om seksuelle overgreb

    Pressemeddelelse fra Kvisten

    Hvis man har været udsat for et seksuelt overgreb i sin barndom eller ungdom, kan det komme til udtryk senere i livet som PTSD, angst, depression, misbrug eller andre lidelser, der på den ene eller anden måde gør det svært at få hverdagen til at fungere.

    Men det værste ved et seksuelt overgreb er ikke overgrebet; det er den skam og skyld, man fyldes op med efterfølgende. Sådan siger Jens Mortensen, der selv har oplevet en barndom med seksuelle overgreb, og som nu holder oplæg som del af Kvistens Taskforce:

    – Hvis seksuelle overgreb forbliver hemmeligheder, er det umuligt at bearbejde de voldsomme konsekvenser, de medfører. Myter og tabu bidrager bestemt ikke til, at det bliver lettere at håndtere. Det, at have nogle at spejle sig i, har hjulpet mig mere, end jeg nogensinde kan sætte ord på. Der er brug for, at nogen fortæller dig, at det aldrig var din skyld!

    Kvistens Taskforce inviterer alle interesserede til oplæg:

    Torsdag den 16. marts 2023 kl. 19 – 21 på Slagelse Bibliotek, Stenstuegade 14.

    Til oplægget vil du få et ærligt indblik i livet med senfølger gennem Jens Mortensen og Tine Jeilsø, der begge er en del af Kvistens Taskforce. Psykoterapeut Peter Jørgensen fra Kvisten vil fortælle om Kvistens tilbud om psykoterapi og rådgivning til voksne med senfølger fra seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen.

    Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding på forhånd.

    Fakta om Kvisten

    Kvistens Taskforce består af frivillige tidligere brugere – både mænd og kvinder – fra hele landet. De spiller en vigtig rolle i opsporing og information om muligheder for at få hjælp til voksne, der har oplevet seksuelle overgreb, inden de fyldte 18 år.

    Senfølger er en samlet betegnelse for de psykiske, sociale og sundhedsmæssige problemer, der kan opstå i voksenlivet efter seksuelt misbrug. Nogle af de mest almindelige senfølger er lavt selvværd, angst, PTSD og depression forskellige former for misbrug og afhængighed, svært ved at være i og bevare nære relationer og mange andre komplekse psykiske, sociale, mentale og fysiske problemer.

    Kvisten er en landsdækkende social organisation, der hjælper voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i deres barn- eller ungdom, til at opnå bedre livskvalitet. Gennem terapiforløb ledt an af de mere end 80 frivillige psykoterapeuter og psykologer, behandler Kvisten årligt mere end 400 senfølgerramte og deres pårørende.

    Hvis du har spørgsmål til terapi eller brug for information om Kvisten, er du mere end velkommen til at kontakte os på tlf. 88 44 81 40.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent i Kvisten Cecilie Davidsen Høj email: cdh@kvistene.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kvistens-taskforce-holder-oplaeg-i-slagelse-om-seksuelle-overgreb?releaseId=13671329

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **