PRM / Udenrigsministeren deltager i markering af årsdagen for invasionen af Ukraine i FN i New York

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Ruslands ulovlige angreb på Ukraine, FN-pagten og den regelbaserede verdensorden har snart stået på i et år. Den ukrainske regering har i den forbindelse taget initiativ til en række internationale markeringer i New York i dagene op til årsdagen. Den danske udenrigsminister deltager sammen med en række ministerkolleger i markeringerne for at vise Danmarks stærke og ufravigelige støtte til Ukraine og det ukrainske folk.

    Det er første gang, Lars Løkke Rasmussen besøger FN i New York som udenrigsminister. Han udtaler:

    “Den 24. februar sidste år forandrede verden sig helt grundlæggende. Krigen kan slutte i morgen, hvis Putin ønsker det. Desværre er der intet, der tyder på, at hans oprindelige mål er forandret. Derfor er det så utrolig vigtigt, at verdens lande nu mødes her i FN – den internationale regelbaserede verdensordens vugge – med henblik på, at vise deres opbakning til en retfærdig og langsigtet fred i Ukraine.”

    Udenrigsministeren mødes under besøget i New York blandt andet med FN’s generalsekretær António Guterres, Ukraines udenrigsminister Dmitro Kuleba og en række FN-ambassadører Afrika, Asien og Latinamerika. Ministeren deltager desuden i en ministermiddag med G7- og EU-landene samt Ukraine, med fokus på netop Ukraine.

    For yderligere kontakt: Presserådgiver for udenrigsministeren Caroline Secher Andersen // +45 24625873 // caroan@um.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/udenrigsministeren-deltager-i-markering-af-arsdagen-for-invasionen-af-ukraine-i-fn-i-new-york?releaseId=13671296

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **