PRM / European Robotics Forum 2023: Oplev fremtidens robotteknologi i Odense

    Pressemeddelelse fra Syddansk Universitet

    Hvordan har Odense på blot 10 år positioneret sig som en af verdens førende robothovedstæder på linje med München, Silicon Valley og Boston? Og hvordan kommer fremtiden inden for kollaborative robotter, automation og droner til at se ud?

    Disse spørgsmål og mange flere kan du få svaret på, når konferencen European Robotics Forum efter 10 år i andre europæiske lande vender tilbage til et transformeret Odense under overskriften: Odense Revisited – how to build a community for commercial successes.

    Bag konferencen, som blandt andet gæstes af CEO i den amerikanske automationsvirksomhed Teradyne, Greg Smith, står euRobotics og Syddansk Universitets Mærsk Mc-Kinney Møller Institut med professor og vært Christian Schlette i spidsen. Han fremhæver særligt to grunde til at besøge konferencen:

    – Man skal besøge konferencen, hvis man vil vide, hvordan forskningen og robotteknologien kommer til at præge industrien og vores hverdag de kommende 10 år. Og så skal man komme, hvis man vide, hvordan det egentlig er lykkes at gøre Odense til en robothovedstad på blot 10 år, siger professor Christian Schlette fra SDU.

    ERF2023 finder sted i Odenses musik- og konferencehus ODEON d. 14.-16. marts 2023, hvor værterne fra SDU afholder arrangementet i samarbejde med euRobotics, Teknologisk Institut, den nationale robotklynge Odense Robotics, Invest in Odense, Odense Kommune og en række af de største robotvirksomheder herhjemme.

    Fremtiden ser lovende ud i klyngen

    Danmark er hjemsted for nogle af de mest succesfulde robotvirksomheder i verden, og noget af det, man særligt bemærker i omverdenen, er tempoet hvormed nye virksomheder etableres, densiteten i klyngen, og evnen til at udvikle applikationer som også kan benyttes uden for fremstillingsindustrien. Det siger CEO i Odense Robotics, Mikkel Christoffersen.

    – Grunden til, at Odense i dag er i samme liga som andre globale robothotspots som München, Silicon Valley og Boston er netop evnen til at skabe succesfulde startups. Odense har et unikt økosystem, som hjælper startups med at innovere og vækste – og beviset ses tydeligt i byens verdensledende virksomheder og den høje koncentration af innovative startups, siger Mikkel Christoffersen.

    – Med så mange stærke startups født her i Odense ser det meget lovende ud for den danske robotindustri i fremtiden.

    Den danske robot-, drone- og automationsbranche beskæftiger cirka 15.000 medarbejdere fordelt på i alt 418 virksomheder.

    Robotteknologi skal løfte grøn omstilling

    European Robotics Forum kaldes et forum, fordi der er tale om mere end en konference eller en messe, som man kender det fra andre industrier. Robotteknologi er i gang med at ændre vores samfund helt fundamentalt, og et af de allermest aktuelle områder, hvor det sker, er selvfølgelig i forhold til bæredygtighed, fortæller Christian Schlette:

    – Robotteknologi og kunstig intelligens har styrken til at ændre vores samfund helt grundlæggende til det bedre, men det sker ikke af sig selv. Det er vigtigt, at vi bliver meget konkrete i forhold til, hvor vi kan opnå de største gevinster inden for bæredygtighed med disse teknologier.

    Christian Schlette giver et aktuelt eksempel på, hvordan robtotteknologi kan hjælpe med at drive bæredygtigheden frem:

    – Hos SDU’s Center for Large Structure Production (LSP) arbejder vi tæt sammen med lokale industrivirksomheder i de tidligere værftsbygninger på havnen. Her undersøger vi, hvordan man kan sætte endnu mere fart på produktionen til den grønne omstilling i f.eks. vindmølleindustrien, som i dag er meget afhængig af manuel arbejdskraft.

    Et andet område, der forskes meget i og forventes meget af, er droneområdet. Droner kan f.eks. servicere og inspicere vindmøller, hvilket i dag er meget besværligt. De kan også transportere medicin og tests mellem patienter og hospitaler, ligesom de kan blive vigtige inden for fremtidens landbrug og transportsektor.

    Fakta

    European Robotics Forum 2023: European Robotics Forum 2023 er en internationalt anerkendt europæisk forskningskonference inden for robotteknologi, som tiltrækker førende forskere, industriledere og beslutningstagere fra hele verden.Konferencens fokus er fremtidens robotteknologi, men i 2023 er der et særligt fokus på Odenses udvikling fra Danmarks femtestørste by til en robothovedstad på linje med München, Silicon Valley og Boston. Det er Odense Kommunes erklærede mål at være verdens bedste robotby i 2023.

    Den danske robotindustri: Store internationale robotsuccesser som Universal Robots, Mobile Industrial Robots og OnRobot er vokset ud af den danske robotklynge og i samarbejde med Syddansk Universitet (SDU). Den danske robot-, automation- og droneindustri, som understøttes af den nationale klyngeorganisation Odense Robotics, tæller i dag cirka 400 virksomheder og beskæftiger mere end 15.000 medarbejdere – et højt tal, når man tager størrelsen på den danske arbejdsstyrke og hastigheden, hvormed det er opnået, i betragtning.

    Odense er i industrien kendt som verdens cobot-hovedstad eller hovedstaden for kollaborative robotter. Virksomheder som Universal Robots og Mobile Industrial robots har i samarbejde med SDU fokuseret på en helt særlig gren af robotindustrien, hvor robotterne er bygget til at arbejde tæt sammen med mennesker. Disse virksomheder har udviklet sig til at udgøre rygraden i den danske robotklynge, og i 2023 åbnes verdens største Cobot Hub i Odense.

    Historien omkring Odense Staalskibsværft: Efter en lang og hård proces over mange år lukkede det anerkendte Odense Staalskibsværft ved Lindø sine havne i 2012 efter årtier med succes med at bygge verdens største containerskibe til Mærsk. Det efterlod Odense i en position som mange andre europæiske byer, der historisk var formet af tung industri – og byen satte sig derefter for at igangsætte en omstrukturering til viden- og teknologidrevne virksomheder.

    Lindø-værftet var allerede “high tech” med betydelige udviklinger inden for robotisering og digitalisering, herunder donationen af Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet (MMMI) som en del af SDU i 1997. MMMI’s mission var at understøtte værftets krævende operationer med forskning i robotteknologi og kunstig intelligens, og derfor udviklede forskerne, der var involverede i denne livlige udveksling, et tæt sammenkædet netværk samt en meget applikations-orienteret tankegang med fokus på industrielle krav og kommerciel levedygtighed.

    Kontakt:

    Christian Schlette
    Professor, SDU
    chsch@mmmi.sdu.dk
    +45 65 50 79 16

    Mikkel Christoffersen
    CEO, Odense Robotics
    mikac@odenserobotics.dk
    +45 30 12 06 97

    Anders Vincent Kongeskov
    Pressechef, ERF2023
    anders@change.dk
    +45 25 70 20 19

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/european-robotics-forum-2023-oplev-fremtidens-robotteknologi-i-odense?releaseId=13671162

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **