Pressemeddelelse fra Danske BOLIGadvokater
I seneste afsnit af DR-programmet ”Kontant” kunne man opleve en række danskere, hvis boligdrømme blev til et mareridt i hænderne på byggefirmaet Lund Huse, der gik konkurs i 2021. Vi hører bl.a. om Susanne Jørgensen, der har betalt samlet 2.229.000 kroner til Lund Huse, der efterlod hende med et tomt fundament. Andre af programmets deltagere beskriver oplevelser med overfakturering, søvnløse nætter og store millionbeløb, der er som forsvundet ud i den blå luft.
”Det er umådelig trist og burde simpelthen ikke kunne ske”, fastslår Rasmus Lindsten, der er advokat og bestyrelsesmedlem hos Danske BOLIGadvokater.
Eksemplerne er dog langt fra usædvanlige og hos foreningen oplever man da også, at forbrugere kommer i klemme, når drømmen om at bygge sin egen bolig skal realiseres. Rasmus Lindsten fremhæver bl.a. ufuldstændige aftaleforhold, byggesjusk, dårlig tilsynsførelse, fugtproblemer grundet manglende afdækning, ekstraregninger og risikoen for konkurs som nogle af de faldgruber, man bør være særligt opmærksom på.
Svært marked giver større risiko
Det nuværende marked med inflation og store prisstigninger på materialer har fået mange bygge- og typehusfirmaer i knæ. Hos Danske BOLIGadvokater lyder anbefalingen, at man som privat bygherre forholder sig særligt kritisk og undersøger markedet nøje, inden man vælger entreprenør.
“Det er en kæmpe investering for de fleste, så man bør undersøge de enkelte firmaer grundigt, før man underskriver en entreprisekontrakt. Det er vigtigt at sikre sig, at det er et anerkendt firma med styr på tingene. Man kan altid være uheldig, men de store og veletablerede firmaer har alt andet lige en større robusthed at stå imod med, hvis krisen for alvor kradser”, udtaler Rasmus Lindsten.
Danske BOLIGadvokater udkom med en historie tidligere på året om netop typehusfirmaer i knæ. Her blev der nævnt eksempler, hvor bygherre blev påkrævet at betale op til 10 pct. af den samlede entreprisesum, allerede inden fundamentet var lagt. Beretningerne fra ”Kontant” fortæller om markant større beløb, hvor bl.a. et par fra Hundested har mistet mere end 1 mio. kroner på et ikke-realiseret byggeprojekt.
”Det er grotesk, at man kan miste hele sin opsparing og være tvunget til at starte forfra på boligmarkedet. Når byggefirmaer går konkurs, er det meget svært at få sine penge tilbage, fordi man ender langt nede i køen af private og virksomheder, der ønsker at gøre krav i boet”, udtaler Rasmus Lindsten, advokat og bestyrelsesmedlem i Danske BOLIGadvokater og fremhæver, at man som husbygger bør inkludere en skriftlig aftalt betalingsplan i sin entreprisekontrakt, så man ikke bliver overrasket, når regningerne kommer og så man kan tilbageholde næste betaling, hvis ikke byggeriet skrider frem som planlagt.
Valget af et stort, landsdækkende typehusfirma er dog ikke ensbetydende med, at ting alligevel ikke kan gå galt i løbet af byggeprocessen.
”Det er svært at gardere sig mod svindelfirmaer og det er vigtigt at vide, at der gælder nogle helt andre regler, når man bygger selv. Her gælder købeloven ikke, men i stedet er det AB18, der er gældende. Man bør stille sig selv bedst muligt og forberede sig grundigt på rollen som bygherre, så man hurtigt opdager de røde advarselslamper, hvis man støder på virksomheder som den, der var omdrejningspunktet i DR’s Kontant”, udtaler Rasmus Lindsten fra Danske BOLIGadvokater og anbefaler, at man som husbyggere tager en advokat med på råd fra dag 1, der kan guide en igennem de juridiske og økonomiske minefelter.
Byggehåndbog giver sikkerhed
For at ruste kommende hus- og nybyggere har Danske BOLIGadvokater udarbejdet
. Håndbogen indeholder gode råd og vigtige overvejelser i byggeprocessens forskellige faser. Byggehånden erstatter ikke professionel og uafhængig rådgivning, men er udelukkende tænkt som en guide til de mange beslutninger, dokumenter og faldgruber, man bør være opmærksom på som privat bygherre.Som noget nyt er Danske BOLIGadvokater også på vej med retningslinjer og en håndbog for projektsalg af boliger. I flere år har foreningen råbt vagt i gevær i forhold til projektsalg, hvor byggesjusk og væsentlige mangler desværre er en tilbagevendende udfordring.
Kontakt:
Advokat og bestyrelsesmedlem hos Danske BOLIGadvokakter Rasmus Lindsten tlf.: 3078 8748 email: rasl@advodan.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/intetanende-boligkobere-stod-tilbage-med-tomme-lommer-og-byggegrunde-efter-byggekonkurs?releaseId=13671080
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **