Pressemeddelelse fra 3F
Med søndagens forlig kan lønmodtagere i industrien se frem til adskillige forbedringer af deres løn- og arbejdsvilkår. Gruppebestyrelsen i 3F Industri har i dag gennemgået detaljerne i den omfattende aftale og anbefaler på den baggrund et ‘ja’ til den nye toårige overenskomstaftale.
En god aftale, der kan sikre reallønnen
“I industrien forhandles lønnen lokalt på virksomhederne. Derfor styrker vi nu tillidsrepræsentantens mulighed for lokal løndannelse og rettigheder, når der skal organiseres på arbejdspladsen. Mindstelønnen stiger med 9 kr. Det svarer til 7 procent og er et stærkt signal om, hvor snittet skal lægges til de lokale lønforhandlinger. Vi henter også 2 procent lønstigning ved at ændre i pensionsindbetalingen og fritvalgskontoen stiger også med 2 procent. På den måde kan vi sammen sikre reallønnen over 2-3 år. Og husk, at vi allerede skal forhandle igen om to år.” siger Mads Andersen, formand for 3F Industri.
I lyset af de mange gode elementer, som aftalen rummer, samt yderligere forhøjelser af de forskellige satser, finder Gruppebestyrelsen i 3F Industri, at det er fornuftigt med en toårig overenskomstperiode, der samtidig sikrer danske virksomheders konkurrenceevne til gavn for vækst og beskæftigelse. Ydermere vurderer man, at resultatet giver plads til de kommende lokale lønforhandlinger, hvor der er mulighed for at forhandle yderligere forbedringer hjem, og at forliget sætter en høj økonomisk ramme, som de andre forhandlinger kan udnytte.
“Jeg er stolt af, at vi har taget ansvar og at det er lykkedes os at forhandle en toårig aftale hjem, som vi kan anbefale vores medlemmer at stemme ja til. Det har været historisk svært denne gang. Derfor betyder det også ekstra meget, at det er et godt resultat og jeg glæder mig over, at Gruppebestyrelsen er enig med mig,” siger formand for 3F Industri, Mads Andersen.
Af konkrete forbedringer kan blandt andet nævnes:
Flere rettigheder til de lokale lønforhandlinger
Vi styrker tillidsrepræsentantens mulighed for lokal løndannelse. Fremover skal det nu være muligt at forhandle lønnen kollektivt. Derudover skal det nu også være nemmere for tillidsrepræsentanten, at få relevante oplysninger om virksomheden, når der skal forhandles, så forudsætningerne for at gennemføre lønforhandlingerne forbedres.
Nu skal det være nemmere at organisere kollegaerne
Vi styrker tillidsrepræsentantens mulighed for at organisere. Fremover gives tillidsrepræsentanten mulighed for i arbejdstiden at mødes med nyansatte medarbejdere. Derudover er valg af en ny tillidsrepræsentant nu en del af medarbejdernes arbejdstid. Vi styrker også fondsindbetaling med 15 procent til organisationspuljerne, så arbejdsgiveren nu betaler 75 øre pr. time også for ikke-medlemmer. Pengene går til de rigtige fagforeninger.
Vi løfter fritvalgskontoen
Fritvalgskontoen stiger i 2024 fra 7 til 9 procent. Det er en markant forbedring, der giver det enkelte medlem flere penge til fx fridage, pension, seniorordning eller kontant udbetaling. Værdien overstiger nu en hel ekstra månedsløn.
Pensionen ændres, så du får flere penge i lønposen
Fra i år får vores medlemmer 2 procent mere i løn, fordi vi ændrer i pensionsindbetalingerne. Fremover skal arbejdsgiveren nemlig betale 10 procent i pension og medarbejderen skal derfor betale 2 procent mindre.
Bedre uddannelsesmuligheder
Vi styrker uddannelsesmulighederne, ved at medarbejderen fremover kan få fuld løn under selvvalgt uddannelse. Derudover er det nu muligt at vælge en uddannelsesrepræsentant, der skal bistå tillidsrepræsentantens arbejde med uddannelse og adgangen til aftalt uddannelse bliver forbedret.
Ligestillingen skal i fokus
Forældreorloven tillægges nu to uger til deling og to ugers øremærket forældreorlov til den anden forælder. Aftalen er lavet i ligestillingsøjemed, hvor sigtet er, at den kan bidrage til at sikre, at fædre tager mere barsel. Derudover stiger pensionsbidraget for den fødende under barselsorloven.
Kontakt:
For yderligere information, kontakt 3F’s pressetelefon på 88 92 88 92.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gruppebestyrelsen-i-3f-industri-anbefaler-et-ja-til-den-nye-overenskomstaftale-der-kan-sikre-medlemmernes-reallon?releaseId=13671190
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **