Pressemeddelelse fra Naxos Denmark ApS
Musikken er fuld af dybsindighed, ildkraft og menneskelighed, når Christine Bernsted og Ramez Mhaanna fortolker Lera Auerbachs 24 Præludier for violin og klaver.
“Præludierne bliver en eksistentiel oplevelse, både når man lytter til og spiller dem,” fortæller de. Og lytteren kan måske også ane et eksistentielt aspekt i de eklektiske værker, der trækker spor til komponistens fortid.
En grænseløs kunstner
Multikunstneren Lera Auerbach (f. 1973) er født og opvokset i Chelyabinsk i Rusland, øst for Uralbjergene. Hun arbejder inden for mange formater, fra det tekstlige til det visuelle, men det er indenfor musikkens verden, at hun har sat sit største aftryk. Hun er både pianist, dirigent og komponist, og da hun som 17-årig begyndte at opnå anerkendelse på turné i New York, hoppede hun af fra Sovjet og har siden boet i USA. Måske derfor rummer hendes musik ofte emner som erindring, eksil og immigration.
Uventet urmørke i en velkendt form
De 24 Præludier for violin og klaver blev skabt i 1999, tilegnet Vladim Gluzman og pianist Angela Yoffe. Værkets struktur følger Chopins 24 Præludier for klaver, der begynder i C-dur og bevæger sig gennem kvintcirklen. Men trods denne velkendte, klassiske struktur er der mange overraskende øjeblikke at finde i Auerbachs værk.
Lera Auerbachs musik er fuld af kontraster: “…fra grufuldt urmørke til naiv uskyld,” som duo Bernsted og Mhaanna beskriver det. Auerbachs brudte forhold til Sovjet anes, når musikken svinger mellem forundring og fare, hvor man kan få fornemmelsen af, at intet forholder sig, som det ser ud. Kontrasterne springer i ørerne, når instrumenternes fulde registrer udnyttes; fra klavets dybe bund til violinens lyseste toner.
“At betragte noget velkendt, men fra et uventet perspektiv, er et af de særlige aspekter ved disse stykker,” forklarer Lera Auerbach, og lytteren kan måske fornemme, hvordan stykkernes form kan ændre sig fra afspilning til afspilning.
Musikerne
Siden Christine Bernsted (f. 1994) begyndte som 4-årig til violinundervisning, har hun gentagne gange udmærket sig som prisvinder i flere danske konkurrencer og markeret sig på såvel den danske som den internationale musikscene; dels med recitals i Berliner Philharmoniens kammermusiksal, i Weill Recital Hall i Carnegie Hall og som 1.-prisvinder i flere internationale violinkonkurrencer, blandt andet som vinder af Melbourne International Violin Competition i Australien.
Ramez Mhaanna (f. 1992) har spillet klaver siden han var 9. Han startede hos en Russisk lærer i Danmark og drog i 2010 til Moskva for at tage sin bachelorgrad. Han vendte i 2015 tilbage til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium for at tage sin kandidat- og solistgrad, og hans karriere har siden været ï¬?yvende med modtagelsen af talentpriser såsom Carl Nielsen Talentpris 2020 og præmier i konkurrencer såsom Vienna First Music Competition 2019. Han har turneret meget i Kina og Rusland, men også mange andre lande. Udover at optræde som solist og kammermusiker er Ramez også komponist, radiovært og showman i blandt andet forestillingen “Kinky Classics”, som forbinder drag og klassisk musik.
Udgivelsesinformationer
Album release: 24 Preludes for Violin and Piano 24. marts 2023
Single release, 10. februar 2023: Andantino misterioso
Single release, 24. februar 2023: Adagio mortale
Single release, 10. marts 2023: Andante
Optaget den 16-17. april, 25-26. juni og 30-31. juli 2022 på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.
Producer og tekniker: Ragnheiður Jónsdóttir
Samlet spilletid: 53:49
Kontakt:
PR & Digital Kommunikation Ditte Bomholt email: ditte@naxos.dk
PR & Marketing Sakurako Dystrup Nielsen tlf.: 53652428 email: saku@naxos.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/uventet-urmorke-i-en-velkendt-form?releaseId=13670968
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **