PRM / Boom i praktikpladsaftaler i turbulent tid

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Både installationsbranchen og metalindustrien har haft travlt med at indgå aftaler med nye lærlinge det seneste år.

    Virksomhederne indgik sidste år op til 10 procent flere praktikpladsaftaler med lærlinge i forhold til 2021, viser Undervisningsministeriets netop offentliggjorte tal. Det er markant bedre end gennemsnittet for alle erhvervsuddannelser, hvor stigningen var på en enkelt procent.

    Elektrikerne og smedene oplevede en stigning på 10 procent, mens industriteknikerne tegnede sig for syv procent, og endelig blev der indgået fire procent flere uddannelsesaftaler hos vvs’erne.

    – Det er især bemærkelsesværdigt i installationsbranchen, da det bygger ovenpå et i forvejen højt niveau. I metalbranchen er et mangeårigt fald vendt til fremgang, hvilket også er positivt. Der er ingen tvivl om, at vores medlemsvirksomheder tager et stort ansvar for at sikre, at der er faglærte nok til at løse de store opgaver, samfundet står overfor i forhold til den grønne omstilling, siger Tina Voldby, underdirektør i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne.

    Med Putins invasion af Ukraine for år siden, blev der sat turbo på den grønne omstilling i jagten på at gøre sig fra af de russiske gas-kløer. Samtidig fulgte en tårnhøj inflation og rentestigning, som fik en del af byggebranchen til at bløde sidst på året.

    Men uanset udviklingen i de økonomiske konjunkturer, så er der brug for at holde fokus på erhvervsskolerne, så flere unge går i gang med en erhvervsuddannelse. Sidste år faldt optaget af nye erhvervsskoleelever nemlig med 13 procent i forhold til 2021.

    – Det er glædeligt, at den nye SVM-regering har et erklæret mål om at styrke erhvervsskolerne med bedre udstyr og lærekompetencer blandt andet. Det er nødvendigt for at få flere til at søge ind og hele grundlaget for, at virksomhederne har lærlinge, de kan indgå uddannelsesaftaler med, siger Tina Voldby.

    I 2022 blev der i alt indgået 49.563 praktikpladsaftaler for samtlige erhvervsuddannelser i Danmark, hvilket er en stigning på en procent i forhold 2021.

    For yderligere oplysninger kontakt Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne/ 77 42 42 38 / tvo@tekniq.dk

    Fakta:

    Indgåede uddannelsesaftaler
    i 2022 (tal i parentes for 2021)

    Elektriker: 2984 (2721) +10 procent

    Vvs-energispecialist: 1175 (1130) +4 procent

    Smed: 1075 (963) +10 procent

    Industritekniker: 439 (410) +7 procent

    Kilde: Uddannelsesstatistik.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/boom-i-praktikpladsaftaler-i-turbulent-tid?releaseId=13670939

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **