PRM / Ny retning for nordjysk erhvervsliv

    Pressemeddelelse fra Erhvervshus Nordjylland

    Hvilke styrker har Nordjylland, og hvilke udfordringer står nordjyske virksomheder overfor?

    Spørgsmålene er centrale, når virksomheder, politikere, erhvervs- og brancheorganisationer, faglige organisationer, uddannelsesinstitutioner, beskæftigelsesaktører og aktører fra erhvervsfremme og mange flere mødes onsdag den 22. marts i Rebild for at diskutere kursen for de næste 3-5 års indsatser for erhvervsudviklingen i Nordjylland.

    “Vi skal have de bedst tænkelige muligheder for at styrke virksomhederne og erhvervsudviklingen i vores landsdel. Det kræver, at vi har et stærkt afsæt, som understøtter de styrker og løser de udfordringer vores virksomheder har fremover. Den nye Erhvervsfremmestrategi for de kommende år er en vigtig fælles kurs, der sætter retningen for de kommende indsatser, og derfor er et bredt nordjysk engagement i udviklingen af strategien vigtigt”, forklarer Lars Erik Jønsson.

    Mødet afholdes som en workshop med oplæg om blandt andet megatrends og om særtræk, styrker og udfordringer i nordjysk erhvervsliv. Derefter er der lagt op til dialog og input fra alle deltagerne.

    Alle deltagere melder sig til to sessioner, hvor de får god mulighed for at komme med bidrag i forhold til fremtidens erhvervsfremmeindsatser.

    Det sker inden for temaerne:

    • Robusthed i de nordjyske virksomheder – omstilling i forretningsmodellen og risikospredning
    • Grøn omstilling og bæredygtighed – investering i løft af virksomhedernes grønne omstilling og bæredygtighed
    • CO2Vision – projektets potentiale er blandt andet afhængig af adgang til – og udnyttelse af – grøn energi og bidrag fra underleverandørvirksomheder
    • Digitaliserings- og automatiseringsindsatsen i industrien – perspektiverne i at øge digitaliseringsgraden i de nordjyske virksomheder
    • Tiltrækning af virksomheder, beboere og turister – i nordjyske byer og kystområder
    • Fagligt stærke medarbejdere – uddannelse og tiltrækning af faglærte, højtuddannede og fagligt stærke ledere til regionen

    De forskellige bidrag fra dagen danner efterfølgende grundlag for Nordjyllands indspil til den kommende Erhvervsfremmeindsats 2024-2027, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse står for. I de kommende år er der afsat 2,5 mia. kr. til erhvervsfremmende indsatser i hele landet.

    Mødet er for alle med interesse i at styrke nordjyske virksomheder og Nordjylland som en stærk erhvervsregion; herunder virksomheder i Nordjylland, interessenter og samarbejdspartnere inden for erhvervsfremmeindsatsen i Nordjylland.

    Tid og sted:

    Onsdag 22. marts, kl. 11.30-16.00
    Comwell Rebild Bakker, Rebildvej 36, 9520 Skørping.

    Kontakt:

    Administrerende direktør Lars Erik Jønsson email: lej@ehnj.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-retning-for-nordjysk-erhvervsliv?releaseId=13670810

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **