Pressemeddelelse fra Kirppu ApS
Hvad er et loppesupermarked?
Kirppu betyder loppe på finsk og er et venligt nik mod landet med de mange søer. Det var nemlig herfra Morten Bøjland og Claus Andreassen første gang fik ideen til at åbne Danmarks første loppesupermarked. Konceptet er stærkt inspireret af det finske Kirpputori og kan bedst forklares som et slags indendørs loppemarked, hvor sælgerne ikke selv skal være til stede. Butikspersonalet tager sig nemlig af selve salget.
Siden Kirppu i 2014 åbnede det første loppesupermarked har kædet perfektioneret konceptet med stor succes. Nu er de klar til at åbne butik nr. 24 – den anden åbning kæden laver i 2023.
Kirppu Køge åbner på Theilgaardsvej 1
På lørdag d. 18. februar kl. 10 når Kirppu Køge for første gang åbner dørene på Theilgaardsvej 1, bliver det til åbningsfest med gratis fadøl og sodavand. Det er der nemlig tradition for hos Kirppu Loppesupermarked.
“Siden start har vi holdt åbningsfest med gratis fadøl og sodavand til alle loppeglade besøgende – og så kommer vores maskot forbi og hilser på børn og voksne. Det, synes vi, er en rigtig god måde at lære vores nye naboer at kende.”
Fortæller Pernille Seidenfaden, driftschef hos Kirppu Loppesupermarked.
Selvom det er første gang butikken åbner, er det ikke et tomt loppesupermarked. Hele ugen har butikken nemlig været åben for standlejere, så de har kunne sætte deres mange ting op på deres stand. To af disse kunder er, Marie-Louise på 30 og Alberte på 27, der for første gang har stand i Kirppu. De to er svigerinder, begge gravide og de sælger deres ting sammen på deres stand. Veninderne fortæller, at de har valgt at få en stand sammen, da det er hyggeligere og man på den måde kan deles om arbejdsopgaverne.
Fokus på det lokale og det personlige
En af de ting, Kirppu peger på som en succesfaktor for dem, er, at der er fokus på det lokale, det personlige og det tætte forhold til kunder. Pernille Seidenfaden uddyber:
“Det, at vi sælger vores kunders ting, giver et naturligt tæt forhold, og det vil vi gerne værne om. Der er ingen tvivl om, at det er en tillidssag for vores kunder, at de sætter deres personlige ejendele til salg hos os – derfor er det også ekstremt vigtigt for os, at de føler sig trygge hos os og ved, at vi gerne vil dem.”
Butikken er fuldt booket til åbningen, men du har mulighed for at booke stand til åbningsprisen af 150 kr. endnu.
Kontakt:
Marketingchef Nellie Ellen Nørregaard Nielsen email: nellie@kirppu.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kirppu-loppesupermarked-abner-i-den-hvide-by?releaseId=13670686
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **