Pressemeddelelse fra Lidl Danmark
Siden 2019 har samarbejdet mellem Lidl og Plant et Træ gjort det svært at se skoven for bare træer. Nu har parterne valgt at forlænge samarbejdet med yderligere fire år, hvor målet er at plante endnu flere træer og buske rundt om i landet. Samarbejdet har allerede båret frugt med synlige resultater eksempelvis har Lidl sammen med Plant et Træ og Slagelse Kommune rejst en bi- og insektvenlig skov, hvor folkeskoleelever hjalp med at plante de allerførste træer, ligesom der er blevet plantet en række frugttræer på forskellige børnehaver og en sommerfugleskov i Fredericia.
“Vi synes, det er vigtigt at bidrage til beskyttelse af biodiversiteten og give flere børn muligheden for at opleve skoven og lære om træernes og naturens betydning. Derfor er vi glade for at have forlænget vores samarbejde med Plant et Træ, hvor vi deler en fælles mission om at beskytte og fremme biodiversiteten i den danske natur. Vi har allerede været med til at sætte tydelige aftryk, og i 2023 vil vi plante minimum 10.000 nye træer,” siger Jens Stratmann, adm. direktør i Lidl.
Organisationen Plant et Træ har plantet træer i Danmark siden 1988, og forlængelsen af samarbejdet med dagligvarekæden vækker stor begejstring.
“Vores samarbejde med Lidl har været og er en stor succes. Derfor er vi naturligvis glade for, at det fortsætter. Vi har et klart fælles mål med vores samarbejde, og vi ved, at ved at plante flere træer med børn kan vi skabe fremtidens naturbeskyttere og iværksættere,” siger Jens Døssing, landsformand for Plant et Træ.
Lidl udlodder frugtlund til heldig institution
Børn og unge får gennem Lidl og Plant et Træs aktiviteter en bedre forståelse for naturen og træernes rolle. Blandt andet har Plant et Træ gennem 35 år plantet en lang række undervisningsskove, hvor skoleklasser kan tage på udflugt og se flere end 50 træarter, og dermed lære om naturen i naturen.
Lidl har aktivt gjort opmærksom på det vigtige samarbejde med Plant et Træ ved blandt andet at skrive brochuren “Grønt Samarbejde” og sætte Plant et Træ på Lidls egne mælkekartoner. Derudover sætter dagligvarekæden også fokus på agendaen på egne sociale medier, hvor der lige nu kører en konkurrence på Lidls officielle Facebook-profil, hvor en heldig institutionkan vinde en frugtlund.
“Sammen med Plant et Træ ønsker vi at fremme en bæredygtig livsstil og bidrage til lokalsamfundet. Vi tror på, at en frugtlund vil gøre en positiv forskel for institutionernes elever og lokalområdet. Derfor har vi valgt at starte en konkurrence, hvor en heldig institution kan vinde en frugtlund, ” fortæller Jens Stratmann, adm. direktør i Lidl.
Frugtlunden indeholder syv frugttræer, syv frugtbuske, plantepæle og opbindingsstropper. Man får ligeledes starterjord til alle træer og en læringspakke med både bøger, plakater og plantningsvejledning fra Plant et Træ.
Siden 2019 har Plant et Træ og Lidl sammen blandt andet:
- Plantet over 27.000 træer landet over gennem forskellige projekter
- Rejst en bi- og insektvenlig skov i samarbejdet med Slagelse Kommune
- Udloddet 4x frugtlunde til forskellige institutioner landet over
Kontakt:
Thomas Sejersen tlf.: 76 35 00 10 email: presse@lidl.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lidl-og-plant-et-trae-forlaenger-samarbejdet-vil-saette-fokus-pa-biodiversitet-og-borns-kendskab-til-den-danske-natur?releaseId=13670502
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **