PRM / Classic-øl i markant fremgang

    Pressemeddelelse fra Bryggeriforeningen

    Det er i stigende grad Classic-øl, der skummer i de danske ølglas. Hele 80 millioner liter Classic blev i 2022 langet over bardisken eller kørte en tur ned ad kassebåndet i butikkerne.

    Det er en stigning på 21% i forhold til år 2020, da salget nåede 66,1 millioner liter, fremgår det af indberetninger fra Bryggeriforeningens medlemmer.

    Dermed har danskerne for alvor fået smag for Classic, der er brygget på mørkere malte end Pilsner og derfor har en lidt sødere og fyldigere smag – og fremstår lidt mørkere i glasset.

    Classic blev brygget for første gang i Danmark i 1993 som en genintroduktion af det klassiske Wiener-øl, der har sin oprindelse i Østrig-Ungarn, og som i lighed med Pilsner er en lagerøl brygget ved kolde temperaturer med undergær.

    Pilsner har igennem de senere år tegnet sig for en stadigt lavere andel af ølsalget i Danmark, men er absolut fortsat de danske øl-nyderes foretrukne øl. Der stod således Pilsner på 58,7% af alle de øl, som blev nydt i 2022.

    Størst fremgang i populariteten er der for India Pale Ale (IPA) og Hvedeøl, som begge nyder godt af en fordobling i salget fra 2020 til 2022. Disse øltyper tegner sig dog i alt for under 5% af det samlede salg.

    Det totale ølsalg i Danmark fra Bryggeriforeningens medlemmer steg med 7,4% fra 2020 til 2022, men danskernes forbrug af øl har næppe fulgt samme udvikling, idet forbruget i vidt omfang afhænger af, hvor meget øl danskerne køber i de tyske grænsebutikker, som i perioden var påvirket af grænselukninger under corona-krisen.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/classic-ol-i-markant-fremgang?releaseId=13670597

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **