PRM / Lars Løkke Rasmussen mødes med USA’s udenrigsminister Antony Blinken

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Danmark og USA har i årtier haft et stærkt partnerskab. USA er afgørende for dansk og europæisk sikkerhed, ligesom det tætte handelssamarbejde har skabt stor velstand på begge sider af Atlanten. Samtidig er det transatlantiske samarbejde om grøn omstilling af voksende betydning. Derfor er besøget i Washington D.C. en vigtig prioritet.

    Det er første gang, Lars Løkke Rasmussen besøger USA som udenrigsminister. Han udtaler:

    “USA er Danmarks vigtigste allierede. Og betydningen af det tætte dansk-amerikanske samarbejde om sikkerhedspolitik kan ikke overvurderes i de her tider. Derfor ser jeg meget frem til mit første besøg i Washington D.C. som udenrigsminister. Vestens fortsatte støtte til den ukrainske frihedskamp kommer til at stå øverst på dagsordenen. USA’s store engagement i Europa er helt afgørende for Ukraine og for europæisk sikkerhed.

    Besøget er også en god anledning til at diskutere grøn omstilling, forsyningssikkerhed og handelspolitik. USA er en helt afgørende handelspartner og vores største eksportmarked. Hvis vi skal styrke vores modstandskraft og indfri klimamålene, er der nødt til at være høje ambitioner og fælles fodslag på begge sider af Atlanten.”

    Udenrigsministeren skal også mødes med Republikanernes leder i Senatet Mitch McConnell, repræsentanter fra dansk erhvervsliv i USA og en række centrale tænketanke.

    Kontakt:

    Victor Boysen email: vicboy@um.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lars-lokke-rasmussen-modes-med-usas-udenrigsminister-antony-blinken?releaseId=13670600

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **