Pressemeddelelse fra LB Forsikring
De voldsomme jordskælv, der har ramt Tyrkiet og Syrien, har allerede kostet over 20.000 mennesker livet. Katastrofen er massiv og kalder på handling. Derfor har LB Foreningen besluttet at donere 2 mio. kr. til den internationale, humanitære organisation Røde Kors, som allerede er til stede i områderne, hvor folk har mest brug for nødhjælp.
“Jordskælvet ramte i et område med millioner af mennesker, hvoraf mange i forvejen havde brug for humanitær hjælp. Dødstallet stiger stadig, og mange står i en desperat situation. I LB Foreningen har vi tradition for at hjælpe med donationer til større humanitære katastrofer, og lige nu er vi i en situation, hvor ofrene skal have al den støtte og hjælp de kan få. Med dette bidrag til Røde Kors håber vi at kunne være med til at gøre en lille forskel for ofrene,” siger Lars Busk Hansen, formand for LB Foreningen og bestyrelsesformand i LB Forsikring.
Hos Røde Kors er man glade for støtten.
“Tak til LB Foreningen og LB Forsikring for deres støtte i endnu en nødsituation. Den er meget værdsat. Katastrofen er meget omfattende og helt ulykkelig for de mange millioner, som er direkte berørt. Vi omsætter straks pengene til nødhjælp og assistance til ofrene for jordskælvet i Tyrkiet og Syrien”, siger Anders Ladekarl, generalsekretær, Røde Kors.
LB Foreningen har senest givet støtte til humanitære organisationers arbejde med ofrene for krigen i Ukraine.
LB Foreningen er ejer af LB Forsikring, som er Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab med over 420.000 medlemmer. LB Forsikring består af Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring, Bauta Forsikring og LB Forsikring til PFA. Alle medlemmer af LB Forsikring er også medlemmer af LB Foreningen og dermed medejere af LB Forsikring.
Kontakt:
Mikkel Klausen email: mikl@lb.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lb-foreningen-donerer-2-mio-kr-til-jordskaelvsofrene-i-syrien-og-tyrkiet?releaseId=13670566
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **