Pressemeddelelse fra AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
UDDANNELSE
Social- og sundhedsuddannelserne har vist sig populære blandt ledige, der tog en erhvervsuddannelse på forhøjet dagpengesats. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Danmarks Statistik.
I juni 2020 indførte den daværende regering og et bredt flertal i Folketinget en midlertidig ordning, hvor ledige over 30 år fik ret til at tage en erhvervsuddannelse på 110 procent dagpenge. Ordningen var målrettet faglærte med en forældet uddannelse og ufaglærte. Retten var betinget af, at uddannelsen gav gode jobmuligheder.
Analysen undersøger, hvilke uddannelser de ledige valgte, hvad deres baggrund var, og hvad deres arbejdsmarkedsstatus var senere.
Cirka 1.500 ledige benyttede sig af muligheden i ordningens første år – fra august 2020 til september 2021. Omkring hver tredje af dem begyndte på en uddannelse som enten social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedshjælper.
“I de kommende år bliver der langt flere ældre med plejebehov, og samtidig har vi en massiv mangel på social- og sundhedsmedarbejdere. Derfor er det positivt, at netop social- og sundhedsuddannelserne er populære blandt de ledige,” siger Emilie Agner Damm, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Andre populære uddannelser på 110-procents-ordningen var til elektriker og industrioperatør.
“Hvis vi skal have det rette velfærdsniveau og nå i mål med den grønne omstilling, har vi generelt brug for langt mere faglært arbejdskraft. Vi taler ofte om de unges uddannelsesvalg, men der er også et stort uudnyttet potentiale i opkvalificering af voksne ufaglærte og faglærte med forældede uddannelser,” siger Emilie Agner Damm.
I 2021 blev ordningen forlænget til udgangen af 2022, hvor den udløb.
“Muligheden for at tage en erhvervsuddannelse på forhøjede dagpenge har vist sig som en succes og kan være med til at løse manglen på flere typer af faglærte. Så regeringen bør genindføre den,” siger Emilie Agner Damm.
Analysens hovedkonklusioner
- Blandt de personer, som begyndte et uddannelsesforløb med 110 pct. dagpenge frem til september 2021, startede cirka hver tredje på en social- og sundhedsuddannelse – det vil sige 460 personer.
- Derudover startede en tiendedel på industrioperatøruddannelsen, mens en anden tiendedel begyndte på en elektrikeruddannelse.
- Knap hver tredje var over 50 år, og ikke-vestlige indvandrere udgjorde en femtedel af de påbegyndte forløb.
- Lidt mere end halvdelen havde ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse ved uddannelsesstart, mens hver tredje havde en erhvervsfaglig uddannelse.
- I juni 2022 var omkring en tredjedel i beskæftigelse, og cirka en tredjedel var overgået til et voksenlærlingeforløb, mens en sjettedel fortsat var i gang med et forløb i ordinær uddannelse på dagpenge.
Overblik: Knap hver tredje på uddannelsesløft har valgt at tage en social- og sundhedsuddannelse
Tabellen viser hvilken uddannelse, som personer med 110 procent dagpenge begyndte på frem til september 2021.
Valgt uddannelsesretning | Personer | Andel |
Social- og sundhedshjælper | 310 | 20,7 pct. |
Industrioperatør | 160 | 10,7 pct. |
Social- og sundhedsassistent | 150 | 10,0 pct. |
Handelsuddannelse | 130 | 8,7 pct. |
Elektriker | 130 | 8,7 pct. |
Kontoruddannelse | 120 | 8,0 pct. |
Serviceassistent | 90 | 6,0 pct. |
Ernæringsassistent | 70 | 4,7 pct. |
Industritekniker | 50 | 3,3 pct. |
VVS-energiuddannelsen | 50 | 3,3 pct. |
Automatik- og procesuddannelse | 50 | 3,3 pct. |
Gastronom | 40 | 2,7 pct. |
Smedeuddannelse | 20 | 1,3 pct. |
Anlægsgartner | 20 | 1,3 pct. |
Øvrige uddannelser | 140 | 9,3 pct. |
I alt | 1.500 | 100,0 pct. |
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af Danmarks Statistik.
Kontakt:
Chefanalytiker Emilie Agner Damm tlf.: 27 35 85 95 email: ead@ae.dk
Kommunikationschef Jesper Kirkbak tlf.: 50 73 71 34 email: jk@ae.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sosu-uddannelser-var-populaere-blandt-ledige-der-tog-uddannelsesloft-pa-forhojede-dagpenge?releaseId=13667275
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **