Pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse
Nyt job: Middelfart Sparekasse har budt velkommen til en erfaren herre i sparekassens afdeling i Esbjerg. Det er 50-årige Christian Trans, som nærmer sig tre årtier i finanssektoren.
Christian Trans har både været privatrådgiver, souschef og privatkundechef. Han startede i Danske Bank i Esbjerg i 1993 og har på nær en toårig afstikker til et job som mægler ved Danbolig i 2014 befundet sig i finanssektoren lige siden.
Han var souschef i Danske Bank i Esbjerg, inden han var med til at Starte Spar Nord op som privatkundechef i byen. Siden 2016 har Christian Trans været privatrådgiver i Skjern Bank i Esbjerg, men nu er det altså kunderne i Middelfart Sparekasse, som får gavn af Christian Trans’ kompetencer.
– Noget af det bedste ved jobbet som rådgiver er kontakten og dialogen med kunderne. At følge dem igennem livets faser – både op- og nedture – og være med til at finde de bedste løsninger til folk. Det ser jeg også frem til i jobbet i Middelfart Sparekasse, som jeg har valgt af flere årsager. Jeg kender flere medarbejdere i sparekassen, og den har et rigtigt godt ry for at være en fleksibel arbejdsplads med fokus på sit personale, siger Christian Trans, som er født og opvokset i Esbjerg.
Han er fuldtidsfar til tre, hvoraf to er hjemmeboende – og så bruger han en del tid på løbetræning. Helt specifikt er han i gang med at træne op til sit første maraton. Derudover går han i fitnesscenter, vandrer og er for nylig begyndt til yoga.
Christian Trans er generelt sportsinteresseret og indfinder sig jævnligt i Dokken og følger Team Esbjergs håndboldpiger – eller på station for at se EfB’s kampe i 2. division.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/christian-trans-er-ny-radgiver-i-middelfart-sparekasse-i-esbjerg-afdeling?releaseId=13670547
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **