PRM / Vanskelig nødhjælpsoperation i Syrien: Kirker, moskeer og skoler giver ly til jordskælvsofre

    Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp

    Jordskælvet i Tyrkiet og Syrien har foreløbigt kostet 22.000 mennesker livet, og hundredtusindvis af mennesker har mistet deres hjem.

    I millionbyen Aleppo i Syrien er 232 kirker, moskeer, rådhuse og skoler i hast omdannet til midlertidige hjem. Her er der plads til jordskælvsramte, der har mistet alle deres ejendele, livsvigtig medicin og familiens penge, som har været opbevaret i kontanter i hjemmet, fordi banksystemer ikke fungerer.

    Folkekirkens Nødhjælps kirkelige partnere uddeler madrasser, tæpper, køkkengrej, hygiejnekits, medicin og fødevarer fra de lokale nødhjælpslagre, samtidig med at der fragtes nye forsyninger ind fra hovedstaden Damaskus.

    “Vi får hjælpen frem til Aleppo og andre byer i det nordvestlige Syrien gennem vores lokale kirkelige partnere. De udnytter deres lokalkendskab til at udpege alt, hvad der findes af indkvarteringsmuligheder og tømmer deres nødhjælpslagre for alt, hvad der kan gøre gavn,” siger Jonas Nøddekær, international direktør i Folkekirkens Nødhjælp.

    Jordskælvsområdet gennemsyret af krig og militarisering

    Men nødhjælpsoperationen i Syrien er meget vanskelig.

    “Der er tale om et land martret af 12 års borgerkrig, som nu bliver ramt af det værste jordskælv i regionen i næsten 100 år. Byerne i det nordvestlige Syrien var i forvejen smadret af borgerkrigen, 90 procent af befolkningen i de jordskælvsramte områder var i forvejen afhængige af nødhjælp – og adgangen til de værst ramte områder og koordineringen af nødhjælpen er meget vanskelig,” siger Jonas Nøddekær og uddyber:

    “I mere velfungerende stater ved nødhjælpsorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp, hvilke myndigheder vi skal henvende os til. Men i Syrien er de jordskælvsramte områder kontrolleret af forskellige aktører. Nogle er under Bashar al-Assad-styrets kontrol, andre er kontrolleret af oprørere og modstandere af det syriske regime. Landet er gennemsyret af krig og militarisering, og det er vanskeligt at orientere sig og vide, hvem man skal kontakte og samarbejde med for at få hjælpen frem,” siger Jonas Nøddekær.

    Lokale partnere navigerer i kaos

    Derfor er Folkekirkens Nødhjælp helt afhængige af de lokale partnere i det kirkelige netværk ACT Alliancen, herunder Norsk Kirkehjælp, der har arbejdet i det nordvestlige Syrien gennem mange år.

    “Vores lokale partnere er vant til at navigere i det nordvestlige Syrien på tværs af modstandere og tilhængere af Assad-regimet, på tværs af religiøse og etniske grupper, politiske og storpolitiske aktører, der bekæmper hinanden og forhindrer fred i Syrien. Vi kan håbe på, at jordskælvet trods alt for en stund lægger en dæmper på konflikten, så vi kan få nødhjælpen frem til både ofrene for jordskælvet og de 12 millioner syrere, der mangler mad og basale fornødenheder,” slutter Jonas Nøddekær.

    Folkekirkens Nødhjælp arbejder også i det nordøstlige kurdisk-kontrollerede Syrien, der ikke er så hårdt ramt af jordskælvet, med minerydning og humanitær hjælp til internt fordrevne og værtssamfund.

    ACT Alliance (Action by Churches Together) er et globalt netværk af 142 trosbaserede og humanitære organisationer, der udfører udviklings- og katastrofearbejde i mere end 120 lande over hele verden.

    FOTO: GOPA-DERD

    Kontakt:

    Pressechef Poul Kjar tlf.: +45 41865975 email: pkja@dca.dk

    Presserådgiver Anne Mette Futtrup tlf.: 50602093 email: amf@dca.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vanskelig-nodhjaelpsoperation-i-syrien-kirker-moskeer-og-skoler-giver-ly-til-jordskaelvsofre?releaseId=13670508

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **