PRM / Jagten på det ukendte går ind i vinterferien på Steno Museet

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet Science Museerne

    I et laboratorium på Aarhus Universitet står en imponerende samling af robotter til arktisk klimaforskning. De mest spektakulære af robotterne rykker nu ind på Steno Museet i vinterferien, hvor de for første gang præsenteres for offentligheden.

    Undervandsrobotter rykker klimaforskningen fremad

    Claus Melvad er ekspert i mekatronik til klimaforskning på Aarhus Universitet. Det er hans studerende, som har udviklet undervandsrobotterne.

    “Vi er enormt stolte over vores samling og for første gang at kunne vise den for et bredere publikum,” fortæller han. “Opfindelserne har rykket klimaforskningen et stort skridt frem, fordi vi nu har langt bedre muligheder for at undersøge, hvad der sker, når isen smelter på vores nordlige halvkugle. Vi håber, at vi kan skabe en begejstring for teknologi hos børnene og formidle viden om global opvarmning til familierne på en ny og meget konkret måde.”

    I Planetariet kan man komme med på polarekspedition i Ishavet med to ingeniørstuderende. De er på en mission, hvor de med deres specialbyggede undervandsrobot skal se, om det kan lykkes for første gang nogensinde at lave en 3D-skanning af et isbjerg under havoverfladen.

    Særlige sten på Steno Museet

    Sten hører til de gratis glæder, de har mange former og farver, og kan samles alle steder. I vinterferien på Steno Museet kan hele familien blive klogere på forskellige sten, hvor nogle har de vildeste farver, andre kan bøjes, nogle er selvlysende og én er måske en meteorit? Et helt hold af steneksperter fra Institut for Geoscience står klar med masser af sten, der er flere millioner år gamle. Det er en gavebod af historier og viden om sten, og steneksperterne kan med begejstring fortælle om dem alle i børnehøjde. På udvalgte tidspunkter kan de besøgende også kigge forbi med deres yndlingssten og få en snak med lektor Thomas Ulrich fra Institut for Geoscience om den.

    “Vores jordklode er bygget op af sten, selvom man måske ikke tænker så meget på det,” siger Thomas Ulrich. “Og alle sten har deres egen historie. På Steno Museet i vinterferien vil vi vise, hvordan vi afslører den historie. Med nogle gode eksempler formidler vi det ukendte, der ligger dybt i jorden eller højt oppe i bjergene. Vi håber, at mange vil komme forbi og få et helt nyt syn på sten. Så vil man værdsætte den næste sten, man finder, meget mere.”

    Med blikket mod stjernerne

    Planetarieinspektør på Steno Museet Aase Roland Jacobsen har en fortid som dino-forsker i Canada. I vinterferien på Steno Museet kombinerer hun sine kompetencer og fortæller både dino-historier på udvalgte tidspunkter og står for forskellige rumaktiviteter.

    “Rumstationen ISS er et af omdrejningspunkterne for denne vinterferie, for i 2023 skal den danske astronaut Andreas Mogensen igen rejse ud i rummet,” siger Aase Roland Jacobsen. “På Steno Museet har vi linet op, så hele familien kan trække i rumdragten og sammen med et stjernegulv, den hjemmebyggede stenokapsel og en stjernevæg med en rumstation lege, at de er i rummet. Sammen med spændende rumaktiviteter sætter vi på den måde fokus på astronomi og Andreas Mogensens mission. Og ja, så har jeg ladet mig overtale til at fortælle lidt om dinoer i starten af ugen, hvor jeg står på sten-standen sammen med Institut for Geoscience.”

    Fakta

    Steno Museet

    C. F. Møllers Allé 2
    8000 Aarhus C

    Vinterferien 2023 “Jagten på det ukendte” lørdag 11.2-søndag 19.2 2023

    Gratis adgang under 18 år. Voksne 50 kr.

    Alle aktiviteter er hver dag kl. 10-16 med mindre andet er nævnt.

    Der tages forbehold for ændringer.

    Program

    Den gådefulde jagt

    Kom på sporet af det ukendte rundt på museet.

    Jordens dybe hemmeligheder

    Dyk dybt ned under Jordens overflade, og opdag de mange mineraler og bjergarters hemmeligheder.

    Mandag-fredag kl. 11-16

    Klap en dinoknogle

    Hvordan ved vi, hvad dinosaurerne spiste, og hvordan de levede? Steno Museets planetarieinspektør Aase Roland Jacobsen er tidligere dinosaur jæger i Canada. Kom og hør hendes spændende historier om dinosaurer og klap en ægte dinoknogle.
    Gratis, når entréen er betalt.

    Mandag og tirsdag kl.14-15

    Vis os din yndlingssten

    Lær din yndlingssten nærmere at kende. Har du en sten, som du gerne vil vide, hvad er? Hvor kommer den fra? Kan den være supersjælden? Er det måske en meteorit? Med stenekspert og lektor ved Geoscience Thomas Ulrich. Tag din bedste sten under armen, kom forbi og hør den spændende historie om den.

    Onsdag kl. 14-15.30 og torsdag kl. 13-14.30


    Med Institut for Geoscience, Aarhus Universitet, som uddanner fremtidens geologer og geofysikere.

    Lav fantastiske film i vilde verdener

    Besøg Lavaplaneten, dyk ned på bunden af Ishavet eller tag på ekspedition i junglen. Lav din egen stopmotion-film.

    På rejse i rummet

    Træk i rumdragten, og snup en selfie, mens du svæver mellem stjerner og planeter

    Livet på en rumstation

    Hvad kan astronauter gøre for at holde deres krop i form? Lav udfordrende rumaktiviteter.

    Dyk ned i vandet

    Undersøg vand og is.

    Med robotter i Ishavet

    Tag med på en forunderlig rejse under havets overflade.
    Forestillinger i Planetariet hver dag kl. 12 og kl. 14. Fra 6 år. Gratis efter først-til-mølle, når entréen er betalt. Se robotterne og lav sjove aktiviteter.

    Med AU Engineering, Aarhus Universitet

    Udforsk kuglebanerne

    Byg op og ned og rundtomkring. Prøv dig frem og leg med vilde kuglebaner.

    Opdag stjernehimlen

    Få en stjerneoplevelse om vinterhimlen i Planetariet hver dag kl. 11, 13 og 15.
    Pris 30 kr. når entréen er betalt. Fra 6 år

    Rejsen fortsætter i Væksthusene

    Peter Holms Vej
    8000 Aarhus C

    Tag på en spændende rejse ind i de dybe bjergskove og ud i den barske ørken. Hvad finder du på din fantastiske rejse Jorden rundt? Mandag-fredag kl. 9-16, lørdag-søndag kl. 10-17. Væksthusene i Botanisk Have. Gratis entré.

    Fakta

    Læs mere og se program https://sciencemuseerne.dk/steno-museet/oplevelser-paa-museet/vinterferie

    Vinterferien 2023 på Steno Museet er udviklet i samarbejde med Institut for Geoscience, Aarhus Universitet og AU Engineering, Aarhus Universitet

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent ved Science Museerne, Aarhus Universitet, Trine Bjerre Mikkelsen
    tbm@sm.au.dk mobil 93508248

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/jagten-pa-det-ukendte-gar-ind-i-vinterferien-pa-steno-museet?releaseId=13670439

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **