PRM / Skift i rejsevaner: Danskerne vil have dyrevenlige rejser

    Pressemeddelelse fra World Animal Protection Danmark

    76 procent af danskerne synes, at man skal stoppe kommerciel udnyttelse af vilde dyr, og 80 procent siger, at de hellere vil opleve vilde dyr i det fri end i bure og bassiner, når de rejser.

    Det er nogle af resultaterne i den globale meningsmåling, ‘Global Wildlife Poll’ samt rapporten ‘The Real Responsible Traveller’ fra dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal Protection.

    Mere end halvdelen af de adspurgte danskere – 56 procent – siger endda, at de ikke kunne drømme om at rejse med selskaber, der ikke har en dyrevelfærdspolitik.

    “Undersøgelsen bekræfter den holdningsændring, der er sket i forhold til opfattelsen af brugen af vilde dyr som underholdning. Det er helt i tråd med, at elefantridning, dansebjørne og selfies med vilde dyr er blevet no-go,” siger Stephanie Kruuse Klausen, kampagneansvarlig hos World Animal Protection:

    “Hele 59 procent siger, at de er personligt optaget af dyrevelfærd, og danske turisters stigende bevidsthed går hånd i hånd med rejsebureauerne, der i stigende grad sætter dyrevelfærd på dagsordenen, når de sælger og anbefaler udflugter på deres destinationer,” siger Stephanie Kruuse Klausen, der netop har været på hvalsafari på Tenerife med Spies Rejser, der også tæller Ving, Globetrotter og Tjæreborg:

    “Netop hvalsafari på Tenerife er et stjernegodt eksempel på det nye fokus på dyrevelfærd hos både turister og rejseudbydere. Før var delfinshows i Loro Parque og Aqualand trækplaster på Tenerife, nu går udviklingen mod hvalsafari på åbent hav, hvor delfiner, grindehvaler og de helt store giganter boltrer sig i bølgerne, i stedet for at optræde som tæmmede showdyr i små klorfyldte bassiner.”

    Spies Rejser har ligesom mange andre selskaber tiltrådt World Animal Protections dyrevelfærds-kodeks, og faktisk er danske rejseselskaber suverænt de bedste globalt, når det handler om at sætte dyrevelfærd på agendaen.

    Blandt de rejsebureauer verden over, der har forpligtet sig til at droppe al underholdning med dyr og udvise særlig opmærksomhed omkring dyrevelfærd og turisme, udgør de danske bureauer mere end en femtedel på verdensplan.

    Det tætte samarbejde med Spies fremhæves i rapporten om ansvarlig turisme, der dog gør opmærksom på, at der også er slanger i Paradis. Ifølge et estimat fra Oxford University fra 2016 udnyttes 550.000 vilde dyr i underholdningsindustrien verden over, og ikke alle rejsebureauer er villige til at investere i god dyrevelfærd.

    “Vi har i flere år forsøgt at få TUI, som er en af verdens største rejseudbydere, til at droppe deres støtte til shows med delfiner og spækhuggere. Men de fastholder stædigt, at det er kundernes eget valg, og er stadig blinde for den sørgelige kendsgerning, at dyrene ikke har noget valg.
    Hensynet til delfinernes daglige lidelser og afsavn bør være langt vigtigere end, at TUI’s kunder kan blive underholdt på deres ferie. Særligt når der ovenikøbet er bæredygtige alternativer, hvor man kan opleve de vilde dyr i deres naturlige omgivelser,” siger Stephanie Kruuse Klausen.

    Kontakt:

    Pressechef Kenan Seeberg tlf.: +45 21731722 email: kenanseeberg@worldanimalprotection.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/skift-i-rejsevaner-danskerne-vil-have-dyrevenlige-rejser?releaseId=13670473

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **