Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden
Siden 2021 har Hvidovre Hospital tilbudt fødende smertelindring med lattergas. Det var ellers i en periode på 10 år ikke muligt, da afdelingen var bekymret for, om lattergassen kunne være usundt for personalet. Det har vist sig ikke at være tilfældet, og derfor kunne man igen fra 2021 tilbyde lattergas. Det blev fejret med et par års forsinkelse på grund af corona.
Gassen fungerer som en både mild og driftssikker smertelindring til de fødende, og giver færre bivirkninger end mange andre typer bedøvelse.
“Vi ved, at lattergas er den rigtige type smertelindring for mange fødende, og derfor mener jeg også, at behandlingsformen skal være til rådighed, uanset hvilken fødeafdeling man er på. Derfor er jeg rigtigt glad for, at lattergassen er tilbage på Hvidovre Hospital,” siger formand for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden Christoffer Buster Reinhardt (K), der samtidig er meget tilfreds med, at lattergassen med det nye anlæg nu er langt mere klimavenlig:
“En fire-timers fødsel har ca. samme CO2-aftryk som at køre 1.500 km i bil, så vi sparer rigtigt meget på klimaregnskabet.”
Lattergas er en heftig klimasynder
Med det nye anlæg bliver Hvidovre Hospital det første hospital i Danmark til at nedbryde lattergassen centralt, før den ledes ud i atmosfæren.
Det gør en mærkbar forskel for hospitalets samlede klimabelastning, forklarer Jannick Rasmussen, der er fagleder i Region Hovedstadens Center for Ejendomme:
“Lattergas er en højpotent drivhusgas, der påvirker klimaet godt 300 gange så meget som CO2. Derfor har det været vigtig for os at se på, om vi med installationen kunne gøre noget for begrænse udledningen på det her område, og det har vi kunne med en destruktor-enhed.”
Lattergas optages ikke i kroppen, så når patienten udånder gassen igen, ledes den til destruktoren via slangen i masken, forklarer Jannick Rasmussen:
“Destruktor-enheden virker lidt ligesom en bils katalysator, der nedbryder den brugte lattergas til miljøneutrale stoffer. Den gas, der i sidste ende ledes ud, indeholder derfor ikke gasser, der går ud over klimaet.”
Faktaboks
- Fødeafdelingen på Hvidovre Hospital er det sted i landet, hvor flest danskere kommer til verden hvert år, og nu er det igen muligt at tilbyde lattergas i behandlingen på hospitalet.
- Som det første hospital i Danmark nedbryder Hvidovre Hospital lattergassen centralt, før den ledes ud i atmosfæren.
- Lattergas (N2O) er en højpotent drivhusgas, der kan have en stor negativ effekt på den globale opvarmning. For at kunne sammenligne gasser omregnes de til CO2-ækvivalanter, og her svarer 1 kg lattergas (N2O) til 298 kg CO2.
- En fire-timers fødsel med anvendelse af lattergas og oxygen brugt ved behov har ca. samme CO2-aftryk som at køre 1.500 km i bil.
- En ny kortlægning viser, at det samlede klimaaftryk fra medicinske gasser i Region Hovedstaden udgør godt 6.000 tons CO2-ekvivalenter – Det svarer til over 10% af det samlede klimaaftryk fra hospitalernes energiforbrug.
- På Hvidovre bliver der årligt brugt cirka 2 tons lattergas, hvilket ville svare til en CO2 udledning på 600 tons. Men takket være destruktoren er det tal nu tæt på nul.
For yderligere information
- Pressevagten i Region Hovedstaden på tlf.nr.: 70209588
- Du kan også læse om regionens arbejde med grøn omstilling på siden om Grønne og ansvarlige hospitaler:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fodende-far-nu-klimavenlig-lattergas-pa-hvidovre-hospital?releaseId=13670408
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **