Pressemeddelelse fra Varde Kommune
NATUR
Under genopretningen af Holme Å i 2020 fandt Varde Kommune gamle skaller fra flodperlemuslingen i den opgravede jord. Et tegn på, at flodperlemuslingen tidligere har levet i Holme Å, inden vandet blev frataget vandløbet til elproduktion på Karlsgårdeværket.
Fundet af skallerne har bevirket, at Miljøstyrelsen, Aage V. Jensen Naturfond og Varde Kommune er gået sammen om at afdække, hvorvidt flodperlemuslingen lever i flere tilløb til Varde Å-systemet end først antaget.
I fællesskab har man koordineret og kombineret flere undersøgelser, der rent praktisk betyder, at man har kunnet afdække et større geografisk område.
Prøverne er taget af NIVA Danmark, der har foretaget eDNA-undersøgelser på 18 forskellige lokaliteter i Varde Å-systemet med positive udslag i Varde Å, nedre Ansager Å og Holme Å. De positive resultater indikerer, at der er tale om få individer eller i bedste fald en lille levedygtig bestand.
Det er et overraskende fund, da det eneste kendte levested for flodperlemuslingen hidtil har været en strækning mellem Varde og Karlsgårdeværket.
Fremtidige indsatser for flodperlemuslingen
Miljøstyrelsen planlægger en opfølgende undersøgelse i 2023, der skal give mere præcis viden og data om bestanden.
Derudover ved man, at spærringer i vandløb for vandrende fisk såsom laksen er en trussel for flodperlemuslingen. Derfor fjerner Varde Kommune i 2023 spærringen ved Haltruplund Dambrug mellem Nordenskov og Tofterup, mens der arbejdes på en passageløsning ved Hesselho Dambrug øst for Tofterup.
Citater
Preben Friis-Hauge, formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Varde Kommune:
“Fundet af yderligere to levesteder for flodperlemuslingen er overraskende og yderst positivt. Det viser, at projekter som Holme Å-projektet kan få stor betydning for bevarelsen af en sjælden art.”
Michael Deacon, technician, Miljøstyrelsen:
“Dette er et rigtig godt eksempel på, hvad vi kan med ny teknologi og samarbejder på tværs af kommune, stat og fond. Nu bliver det spændende at se, om vi kan finde og aldersbestemme individer af flodperlemuslingen. Yngre muslinger betyder, at den stadigvæk reproducerer sig.”
Lars Malmborg, biolog, Aage V. Jensen Naturfond:
“Flodperlemuslingen er både en ekstrem sjælden og prestigefuld art i dansk natur, men også en vigtig nøgleart i sunde vandløbsøkosystemer. Fundet af flodperlemuslingen umiddelbart opstrøms den 12 kilometer lange genoprettede Holme Å giver håb for spredning til nye attraktive levesteder nedstrøms og dermed for bedre overlevelse af arten i Danmark.”
Jes Jessen Rasmussen, projektleder, NIVA Danmark:
“Med den traditionelle qPCR-teknologi ville vi ikke have fundet de sparsomme eDNA-spor fra flodperlemuslingen. Derfor har vi hos NIVA Danmark brugt den nye dd-PCR platform, som er langt bedre til at detekere små koncentrationer af eDNA. Denne nye teknologi åbner nye spændende døre i forhold til eftersøgning og kortlægning af sjældne arter i Danmark.”
Fakta
- Flodperlemuslingen er fredet i Danmark, og må derfor ikke samles ind.
- Miljøstyrelsen har det nationale ansvar for overvågningen og kortlægningen af flodperlemuslingebestanden.
- Flodperlemuslingen er afhængig af laksefisken som mellemvært for at kunne spredes til hele Varde Å-systemet.
- Aage V. Jensen Naturfond og Den Danske Naturfond er medfinansierende af Holme Å-projektet, hvor Aage V. Jensen Naturfond også finansierer et overvågningsprogram af den biologiske artsudvikling i Holme Å.
- Undersøgelsen er udført af NIVA Danmark og finansieret af Aage V. Jensen Naturfond, Miljøstyrelsen og Varde Kommune.
- Undersøgelsen har omfattet ti lokaliteter i Holme Å og otte lokaliteter i Varde Å, Linding Å, Grindsted Å og Ansager Å.
- e-DNA (enviromental DNA) er rester af DNA som findes i omgivelserne uden for en organisme.
- Hele rapporten kan findes via dette link:
Kontakt:
Preben Friis-Hauge
Formand i Udvalget for Teknik og Miljø, Varde Kommune
60 21 45 44 / prfh@varde.dk
Michael Deacon
Technician, Miljøstyrelsen
61 38 82 46 / micde@mst.dk
Lars Malmborg
Biolog, Aage V. Jensen Naturfond
21 66 36 67 / lm@avjf.dk
Jes Jessen Rasmussen
Projektleder, NIVA Danmark
27 57 31 77 / jes.jessen.rasmussen@niva-dk.dk
Rikke Bernhard
Kommunikationsmedarbejder, Varde Kommune
21 83 71 89 / ribe@varde.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/overraskende-fund-undersogelse-indikerer-nye-levesteder-for-sjaelden-musling?releaseId=13669519
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **