Pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet
Det danske turismeerhverv har været hårdt ramt af Covid-19, men i 2022 slog antallet af turistovernatninger ny rekord og ligger dermed 12,2 pct. højere end før pandemien. Det viser nye tal fra Danmarks turismeorganisation VisitDenmark.
Antallet af udenlandske og danske overnatninger ligger henholdsvis 7,0 pct. og 17,8 pct. over niveauet ift. det seneste rekordår i 2019. Det har skabt et samlet overnatningstal på i alt 62,9 mio. overnatninger svarende til en stigning på 12,2 pct. ift. 2019.
Sammenligner man med det nordeuropæiske konkurrencefelt er Danmark også det land, der klarer sig bedst, når det gælder både indenlandske og udenlandske overnatninger. Det skyldes bl.a. en solid vækst i tyske og nederlandske turisters overnatninger, som i 2022 er steget med hhv. 16,3 pct. og 18,7 pct. sammenlignet med 2019.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
“Coronakrisen ramte de danske turismevirksomheder hårdt, og ikke mange havde forestillet sig, at turismeerhvervet ville komme sig så hurtigt, som tilfældet er. Sammen med et bredt flertal af Folketingets partier, virksomheder, destinationer og organisationer i dansk turisme har vi formået at spille sammen i en sådan grad, at vi allerede nu er tilbage på vækstsporet, og endda sætter rekord. Nu handler det om ikke at slippe foden fra gassen, og derfor er det vigtigt, at vi fortsætter den ambitiøse retning med fokus på bæredygtig vækst i dansk turisme, så vi kan tiltrække endnu flere turister til Danmark de kommende år, og dermed give turismeerhvervet endnu mere vind i sejlene.”
Jan Olsen, adm. direktør i VisitDenmark, siger:
“Ved indgangen til 2022 var der ingen, der turde håbe på, at Danmark ville få flere udenlandske overnatninger end i 2019. Men takket være ekstra investeringer fra et bredt flertal i Folketinget under corona, har vi kunnet skrue op for markedsføringen på de nære markeder i det forgangne år. Her har vi set de tyske og hollandske overnatninger vækste markant. De tyske turister driver faktisk væksten i endnu højere grad end tidligere. Men der er stor usikkerhed om, hvordan turismen udvikler sig i 2023 og fremefter.”
Kontakt:
For yderligere oplysninger kontakt:
Presserådgiver, Malthe Wolffbrandt Kure, Erhvervsministeriet, tlf. 91 33 70 33 / mawoku@em.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-overnatningstal-dansk-turisme-saetter-rekord?releaseId=13670398
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **