Pressemeddelelse fra ADRA Danmark
“ADRA Syrien har responderet hurtigt og meget professionelt i en voldsomt udfordrende situation,” udtaler ADRA Danmarks generalsekretær, Jens Vesterager.
“Jeg har netop været i et online-møde med ADRA Syrien, hvor det stod helt klart, at de har fået en imponerende respons i gang lynhurtigt,” fortsætter han.
Vandforsyningen er voldsomt udfordret i det nordvestlige Syrien. Ifølge ADRA mangler hele Aleppo by vand, idet myndighederne har afbrudt vandforsyningen af frygt for forurening.
ADRA Syrien har centreret deres indsats omkring byerne Aleppo, Latakia og Hama, hvor der er åbnet over 120 steder med midlertidigt husly, eksempelvis i sportshaller, skoler og moskeer. På disse steder uddeler ADRA vand, mad og tæpper.
Danmark støtter vandforsyning
Efter mange års borgerkrig er al kritisk infrastruktur i Syrien i forvejen stærkt udfordret. ADRA har med støtte fra Danida gennem mange år arbejdet med netop at reetablere vandforsyning og infrastruktur. Den humanitære situation i landet var i forvejen alvorlig. Før jordskælvet havde 15 millioner mennesker behov for nødhjælp.
ADRA Danmark oplever stor opbakning og interesse for at støtte hjælpearbejdet, både fra private givere og store donorer.
“Det er en overvældende katastrofe. Hurtig økonomisk støtte er afgørende i disse dage, for at vi kan hjælpe de mange mennesker, som har mistet alt i katastrofen,” udtaler Signe Lund Christensen, engagementschef i ADRA Danmark.
“Netop derfor er vi så glade for at opleve en stor og varm støtte og omsorg for vores arbejde.”
Kontakt:
Kommunikationschef Signe Lund Christensen tlf.: +45 45587716 email: sigchr@adra.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/adra-uddeler-nodhjaelp-og-skaber-husly-i-syrien?releaseId=13670385
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **