Pressemeddelelse fra Salling Group
Ødelæggelserne og de menneskelige lidelser efter mandagens jordskælv i Tyrkiet og Syrien er massive og kalder på omgående støtte til hjælpearbejdet i hele regionen, hvor der er behov for husly, mad og omsorg til de berørte
Derfor donerer Salling Fondene og Salling Group nu sammen 1 mio. kr. til Folkekirkens Nødhjælp, som er aktiv med hjælpeindsatser i området og en mangeårig samarbejdspartner for såvel Salling Fondene som Salling Group.
“Tv-billederne viser en katastrofe af historisk omfang. Vi har mange medarbejdere i Netto, føtex og Bilka, der har rødder, bekendte, venner og familie i de berørte områder. Nogle er og har været ansat i mange år, andre er kommet til inden for de senere år på flugt fra krigen i Syrien. Derfor berører katastrofen os ekstra meget, og vi ønsker at kunne være med til at gøre en forskel,” siger Per Bank, adm. direktør i Salling Group og formand for Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, der er den ene af de to fonde, der ejer Salling Group.
Donationen fra Salling Fondene og Salling Group gør det nu muligt at uddele varme måltider, tæpper og madrasser til mennesker, som har mistet alt i deres sammenstyrtede boliger og nu opholder sig udendørs dag og nat i bidende kulde, fortæller generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen.
“Jordskælvet er en katastrofe, der allerede har kostet 11.000 menneskeliv i Syrien og Tyrkiet og tallet stiger time for time. Vores job er at hjælpe de overlevende med at få dækket deres akutte behov. Vi uddeler også kontanter, så folk selv kan købe det, de har brug for. Mange af de mennesker, der er ramt, er i forvejen på flugt fra borgerkrigen i Syrien, og derfor er jordskælvet en katastrofe i katastrofen. Vi vil gøre alt, hvad der er muligt for at hjælpe, og vi er meget taknemmelige for donationen,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.
Salling Group og Salling Fondene har haft et fast samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp i 18 år, og har senest haft et stærkt fokus på hjælpearbejdet i Ukraine, hvor invasionen har efterladt tusinder uden hjem og sendt endnu flere på flugt. Samarbejdet indebærer generelt støtte til hjælpearbejde i krise- og konfliktområder i hele verden og har siden opstarten betydet, at der er indsamlet, doneret og solgt varer for omkring 45 mio. kr. til hjælpearbejde.
“Vi ønsker at være en aktiv del af det samfund, vi er en del af. Det gør vi dels ved at investere i at udvikle vores butikker til gavn og glæde for kunderne, men også i høj grad ved at støtte bl.a. sociale formål som for eksempel nødhjælpsarbejde.” siger Per Bank.
Yderligere oplysninger
Kommunikationsdirektør Henrik Vinther Olesen, Salling Group, 2482 6313,
Kontakt:
Salling Group Group Communication tlf.: 8778 5002 email: press@sallinggroup.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/salling-fondene-og-salling-group-stotter-ofre-for-jordskaelvskatastrofe?releaseId=13670352
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **