PRM / Pensionist vinder 3,8 millioner kroner: “Nu flytter vi tættere på børnene”

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    Det kan ofte være svært at finde ud af, hvad man skal bruge pengene til, når man pludselig – og helt uventet – vinder mange millioner kroner i Lotto.

    Men det virker nu ikke til at være et problem for en ældre mand fra Lolland-Falster, som kort før nytår vandt 3,8 millioner kroner i Lotto. En voldsom forøgelse af budgettet for manden og hans kæreste, der er på pension.

    “Det pyntede rigtigt meget i pensionskassen,” fortæller han og lover, at dér bliver pengene ikke stående.

    ” Njaaarh, lidt ufornuft kan vel ikke undgås. Jeg vil da prøve på at bruge lidt af dem. Det kunne jo være sjovt at gøre nogle ting, man har gået og drømt om,” indleder han forsigtigt, da han skal fortælle, hvad pengene skal gå til.

    “Den første drøm, der lige kommer til mig, er at vi nok skal skifte vores bil ud. Det kan også være, at vi skal skifte cyklen til en med el på. Og så bliver der nok også lidt anderledes ferier fremover. Med en folkepension er det jo normalt ikke det helt vilde, men nu kan det jo godt være, at vi tager udenlands. Enten lidt længere væk, eller lidt mere luksus end normalt,” siger han.

    Alle de muligheder

    Alt det er dog i virkeligheden kun småting i forhold til den helt store drøm, som parret længe har gået med: At flytte til et hus, der er bedre, end det de bor i nu – og som ligger tættere på der, hvor børnene har bosat sig.

    “Vi har en drøm om noget bolig, hvor vi kun er i et plan og med knapt så meget have, der skal passes. Og fordi børnene er spredt ud over hele landet, så kunne vi måske bo lidt mere centralt, så vi kunne spare noget transport, når vi skal besøge dem, og de os,” siger han.

    Manden holder en pause og tænker sig lidt om. Det er som om, han først for alvor er ved at forstå, at Lotto-gevinsten har forandret hans liv til det bedre.

    “Det er jo bare én bekymring mindre. Det er fantastisk, at man får alle de muligheder, man end ikke turde drømme om,” siger han.

    Om Lotto

    Lotto startede d. 7. oktober 1989 og trækkes fast hver lørdag aften. Siden 2015 har Lotto haft en Millionærgaranti, der betyder, at der hver uge desuden bliver trukket lod om 2×1 mio. kr. blandt alle spillede rækker Den højeste gevinst blev vundet i 2008, hvor en heldig spiller fra København vandt 38.564.007 kr.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/pensionist-vinder-38-millioner-kroner-nu-flytter-vi-taettere-pa-bornene?releaseId=13668509

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **