PRM / Lejligheder op fra ‘kælderen’: Bedste salg siden forsommeren 2022

    Pressemeddelelse fra home a/s

    De har adresser på de øvre etager, men salgsmæssigt er lejlighederne ‘længst nede i kælderen’.

    Sådan har det været lige siden, inflationskrisen satte ind, og sådan er det fortsat i starten af året.

    Men lejlighederne viser lige nu en interessant og vigtig bevægelse opad ifølge forskellige tal fra ejendomsmæglerkæden Home og Boligsiden.

    “Ejerlejlighedssalget var den første uge af februar det bedste siden forsommeren 2022. Det flugter godt med Homes og Danske Banks ‘Boligbrief’, der viser triple fremgang for lejlighederne i januar sammenlignet med december,” siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.

    Pil op i januar og første uge af februar

    Faktisk skal vi tilbage til maj-juni 2022 for at finde en uge, der overgår salget – med undtagelse af den første uge i september.

    Salget af huse og sommerhuse lå i uge 5 næsten på niveau med før corona (2015-2019), mens ejerlejlighedssalget var knap en tredjedel under, viser ugetallene for hele boligmarkedet fra Boligsiden.dk

    Fremvisninger, handler og lejlighedspriser havde alle pil op ifølge Homes ‘Boligbrief’ for januar, der netop er udsendt (se vedhæftede pdf).

    Priserne justeret, planerne opdateret

    Den store usikkerhed om økonomien har især holdt aktiviteten på lejligheder nede.

    Ifølge Homes køberbarometer er der fortsat god interesse for lejlighedskøb blandt danskerne. 14,3 % af danskerne har boligkøbsplaner i første halvår af 2023 – det svarer til det historiske gennemsnit i målingen – heraf 5,5 % der kigger eller snart skal kigge på lejlighed, viser undersøgelsen fra Home og YouGov.

    Men mange har holdt sig eller forholder sig afventende.

    En lidt større optimisme nu bunder blandt i, at økonomien ser lidt lysere ud, fordi renterne og inflationen har haft pil nedad på det seneste – og at danskerne gradvist har ‘vænnet’ sig til den nye situation på boligmarkedet, fremhæver Home.

    “Flere boligsælgere har fået justeret på udbudsprisen, køberne har trimmet budgetterne og opdateret planerne, og det øger chancen for, at der kommer mere forhandling og flere handler ud af fremvisningerne,” forklarer Michael Dalsager fra Home.


    Fakta: ‘Boligbrief’ for januar

    Hent ‘Boligbrief’ her

    Fremvisninger

    • Fremgangen ses på fremvisninger af lejligheder, hvor ejendomsmæglerne på landsplan har været ude flere gange end måneden før. Her er et plus på 1,7 % sammenlignet med december.
    • Ekstra interessant er det, at lejlighederne i Region Hovedstaden – der har været under et stort pres den seneste tid – ligeledes går frem med 3 % flere fremvisninger.

    Handler

    • Homes handler på landsplan viser, at der er solgt 4,1 % flere lejligheder i januar sammenlignet med december. I Region Hovedstaden er der solgt 4,5 % flere lejligheder.

    Priser

    • Salgspriserne på lejligheder er – ganske overraskende – på landsplan steget med 1,8 % i januar. I Hovedstaden er fremgangen på 2,3 % og i Københavns Kommune på 3 %.
    • Kvadratmeterprisen på villaer og rækkehuse er faldet 10 % siden toppen sidste år, mens lejlighederne er faldet med 8,4 procent, viser beregningerne i ‘Boligbrief’.

    Note: Tallene i ‘Boligbrief’ er tre måneders glidende gennemsnit og sæsonkorrigerede
    Kilde: Home og Danske Bank

    Boligsalg – ugetal fra Boligsiden

    Boligtype

    Uge 5 (2015-2019)

    Uge 5 (2022)

    Uge 5 (2023)

    Ændring ift. 2015-2019

    Ændring ift. 2022

    Villaer/rækkehuse

    847

    1,063

    831

    -2%

    -22%

    Ejerlejligheder

    393

    389

    273

    -30%

    -30%

    Sommerhuse

    110

    170

    108

    -2%

    -36%

    Alle boligtyper

    1,525

    1,780

    1,350

    -11%

    -24%

    Tabellen viser, hvor mange boliger der er blevet solgt i uge 5 i årene 2022, 2023 samt i gennemsnit i 2015-2019. Dertil fremgår den procentuelle ændring, når tallet fra uge 5 2023 sammenlignes med samme uge i hhv. 2022 og i årene 2015-2019. *Alle boligtyper dækker over villaer, rækkehuse, ejerlejligheder, sommerhuse, kolonihaver, andelsboliger, landejendomme, helårsgrunde, fritidsgrunde, villalejligheder og lystejendomme. Kilde: Boligsiden

    Kontakt:

    Talsperson – senior kommunikationskonsulent – presseservice & analyse Michael Dalsager tlf.: 2043 3614 email: mida@home.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lejligheder-op-fra-kaelderen-bedste-salg-siden-forsommeren-2022?releaseId=13670247

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **