Pressemeddelelse fra Red Barnet
Hvad skete der? Hvorfor skete det? Kan det også ske i Danmark? Hvordan har mine familiemedlemmer i Syrien det? Skal jeg være bange?
Børn påvirkes af det, de ser og hører og kan have mange spørgsmål, når de oplever et jordskælv gennem voldsomme tv-billeder, videoer på sociale medier eller voksnes samtaler. Derfor er det vigtigt, at forældre og andre voksne taler med børn, der er påvirket af jordskælvskatastrofen, som har ramt Tyrkiet, Syrien og andre lande i regionen natten til mandag.
– Det er vigtigt, at man som voksen tager sig god tid og prøver at svare på alle børnenes spørgsmål på en udramatisk måde. På den måde kan man skabe øget tryghed og undgå unødvendig frygt hos børnene, siger Per Frederiksen, psykolog i Red Barnet.
Mange familier har måske været på ferie i Tyrkiet eller har familie eller venner i Syrien. Det betyder, at jordskælvet rykker tæt på. Andre børn uden tilknytning til landene kan også påvirkes af det, de ser og hører, og nogle kan blive bange og begynder måske at opdigte ting, fordi de ikke helt forstår, hvad der er sket.
Det er meget forskelligt, hvordan børn reagerer, og hvilke spørgsmål de har – alt afhængig af deres alder og modenhed.
Red Barnet giver her 5 gode råd til voksne om at tale med børn om jordskælvet i Tyrkiet:
1. Giv børnene tryghed
Fortæl børnene, at der gøres alt det, der kan gøres for at hjælpe og beskytte de børn og voksne, der er direkte berørt af jordskælvet. Der er redningsfolk, læger, sygeplejersker og mange andre mennesker, der er i fuld gang med at hjælpe dem, der har brug for det. Tal om, at Danmark heldigvis ikke er i risiko for at blive ramt af et voldsomt jordskælv som det i Tyrkiet. Det kan være en god idé fx at tage et kort frem og vise, hvor jordskælvene fandt sted. For mange vil det kunne virke betryggende at se afstandene på kortet.
2. Lyt grundigt til børnene
Det er vigtigt at tale med børnene om, hvad de har set og hørt om jordskælvet. Sørg for at danne dig et godt billede af, hvad børnene forstår, og hvad der ligger til grund for deres spørgsmål. Små børn skal ikke have store, tekniske forklaringer. Børn, der har nået skolealderen, er ved at have en forståelse af, at man kan dø. Derfor kan voldsomme billeder gøre dem utrygge og kede af det. Nogle børn forstår for eksempel ikke, at det er de samme billeder, der bliver sendt flere gange – de tror, at jordskælvet sker om og om igen. Med større børn, der selv viser interesse, kan man som forælder se nyhederne sammen med dem.
3. Tal om videoer på sociale medier
Voldsomme videoklip, billeder eller detaljerede beskrivelser fra jordskælvene kan dukke op på sociale medier og andre steder på nettet – også uden at børnene har bedt om det eller søgt på det. Mange børn er alene i mødet med indholdet, og det kan være skræmmende. Tal med børnene om, hvad de har set, og tal om ikke at dele billeder, videoer eller andet voldsomt indhold om hændelsen. Hvis dit barn har set noget ubehageligt på nettet, kan I kontakte . Anmeld voldsomt indhold til den platform, som barnet har set det på, og indstil eventuelt barnets profil til at være “børnesikker”, hvis det er muligt, så barnet i højere grad skånes for voldsomt indhold.
4. Vær særlig opmærksom på børn med tilknytning til Tyrkiet og Syrien
Nogle børn kan være påvirket direkte af begivenheden, fordi de har familie eller venner i Tyrkiet eller Syrien. Det kan være en god idé at tale om, at det er okay at være ked af det og samtidig gøre plads til at hjælpe barnet med praktiske afklaringer. Det kan for eksempel være opkald til familie eller hjælp til at afklare, hvad status er på katastrofen. Det er bedre, at du bistår barnet i at finde oplysninger, end at barnet selv skal finde dem.
5. Giv udtryk for medfølelse
At støtte eller hjælpe andre kan give børn en følelse af kontrol, tryghed og empati. Det kan ved naturkatastrofer og andre voldsomme oplevelser i medierne give god mening, at man, for eksempel sammen med barnet, viser sin medfølelse ved at lave en tegning eller deltage i markeringer. Mange børn har det rigtig godt med at vise deres forståelse på den ene eller anden måde.
Kontakt:
Presseansvarlig Gitte Bank de Thurah tlf.: 2155 2045 email: gbj@redbarnet.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/red-barnet-sadan-taler-du-med-dit-barn-om-jordskaelvet-i-tyrkiet?releaseId=13670252
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **