Pressemeddelelse fra Næstved Bibliotek og Borgerservice
Professor i glaciologi Dorthe Dahl-Jensen fra Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet er aftenens forelæser. Hun viser, hvad boringer ned i Grønlands indlandsis fortæller os om klima, skovafbrænding og vulkanudbrud i historisk og forhistorisk tid. De dybeste boringer ned i mere end 100.000 år gammel is giver viden om, hvor meget havspejlet vil stige i fremtiden.
Verdenshavene stiger
Via boringerne trækker forskerne søjler af is op, såkaldte iskerner. Disse iskerner viser blandt andet, at indlandsisen er skrumpet de seneste tyve år som en reaktion på den globale opvarmning. Denne afsmeltning har bidraget til, at det globale havspejl er steget.
Hvor meget vil havspejlet mon stige i fremtiden? Det giver de dybeste boringer, der når flere kilometer ned i lag af is, der er mere end 100.000 år gamle, en idé om. De dybeste boringer i indlandsisen finder is fra den sidste mellemistid for 130.000 til 115.000 år siden, kaldet Eem-tiden. Dengang var det 5 grader varmere over Grønland end i dag, og afsmeltning af indlandsisen i Eem-tiden bidrog med 2 meter til den tids stigning af havspejlet.
Vi kan lære af Eem-tiden, da den er en vigtig analog til det klima, vi vil få over Grønland allerede i år 2100. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål online efter foredraget.
Naturvidenskabelige foredrag i Næstved
Foredragsserien “Offentlige foredrag i Naturvidenskab” bringer engagerede forelæsere, der holder foredrag om alle grene af naturvidenskaben til hele Danmark via streaming direkte fra Aarhus Universitet. Du kan se mere om de enkelte foredrag på Aarhus Universitets hjemmeside ofn.au.dk
Arrangementet finder sted tirsdag den 28. februar kl. 19.00-21.00 på Næstved Biblioteks Store Scene. Foredraget vil blive streamet live fra Aarhus Universitet kl. 19.00, så kom gerne senest kl. 18.45. Bestil din gratis billet på www.naesbib.dk
Kontakt:
Kulturformidler Andreas Lønstrup Poulsen email: alopou@naestved.dk
Bibliotekar, pressemedarbejder Lena Lund Olsen tlf.: 5588 4021 email: leols@naestved.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hvad-vi-kan-laere-af-gronlands-indlandsis?releaseId=13670182
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **