PRM / Nationalmuseet får bevilling på 3 millioner kroner til maritim undervisning

    Pressemeddelelse fra Nationalmuseet – Museer, forskning og bevaring

    1000 børn og unge kan fremover få særundervisning hele året rundt i søfart og maritimt håndværk på Holbæk Havn.

    En generøs bevilling på tre millioner kroner fra Oak Foundation Denmark betyder, at Nationalmuseet snart kan etablere moderne undervisningslokaler i sit værft på Holbæk Havn, som vil forbedre museets undervisningstilbud i søfart og maritimt håndværk og komme mange flere til gavn, blandt andet sårbare børn og unge.

    I sejlsæsonen foregår meget af museets undervisning allerede ombord på de historiske skibe, men med de nye undervisningslokaler vil Nationalmuseet kunne tilbyde formidlings- og undervisningsaktiviteter hele året rundt.

    Det er et kæmpe løft for os. Med de nye lokaler kan vi for alvor blive et lokalt og nationalt samlingssted, hvor blandt andet sårbare børn og unge kan mødes og lære om maritime aktiviteter. Det vil skabe bedre trivsel for unge over en bred kam, og vi håber fremover at kunne tiltrække ungdomsskoler fra hele landet,” siger Martin Andersen, centerleder for Nationalmuseets Søfart & Maritime Håndværk.

    Øger unges trivsel

    Både skoleskibe og Nationalmuseets egne maritime unge-projekter er gode eksempler på, at sårbare unge særligt profiterer af at lære gennem det autentiske læringsmiljø, der tilbydes fra Holbæk Havn.

    Vi oplever at vores havn, værft og fjord danner en særlig unik ramme med højt til loftet, hvor børn og unge kan mødes i øjenhøjde om et fælles maritimt tredje, og at de herigennem gennemgår en positiv udvikling, som øger deres mentale trivsel markant. De får en følelse af at høre til et sted,” siger Martin Andersen.

    Nationalmuseets afdeling Søfart & Maritime Håndværk har mange børn og unge fra flere skoler i sine tilbud og samarbejder blandt andet med Holbæk kommune, Holbæk 10. klassecenter, kystliv Holbæk og Holbæk Ungdomsskole. Mange frivillige er desuden tilknyttet værft og skibe.

    De nye undervisningsfaciliteter forventes at stå klar i efteråret eller vinteren 2023.

    Kontakt: Martin Andersen, centerleder for Nationalmuseets Søfart & Maritime Håndværk, 2075 5151, Martin.Andersen@natmus.dk

    FAKTA: Nationalmuseets Søfart og Maritime Håndværk

    Nationalmuseets afdeling for Søfart og Maritime Håndværk har sine rødder i slut 1960`ernes interesse for de gamle danske træskibe. I 2015 stillede Holbæk kommune Kanalstræde 23 til rådighed for Nationalmuseet. Fra starten har adgang til værftet været gratis for alle, og der har været 15-20.000 besøgende om året. Flagskibet Bonavista har i gennemsnit 3-4.000 gæster om året og arbejder løbende sammen med skoler og klasser fra hele landet.

    Kontakt:

    Kommunikationsmedarbejder John Fhær Engedal Nissen email: jni@natmus.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nationalmuseet-far-bevilling-pa-3-millioner-kroner-til-maritim-undervisning?releaseId=13670007

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **