PRM / Fællesskab og fagligt engagement var temaet for idverde Danmarks elev- og lærlingetur til DM i Skills

    Pressemeddelelse fra idverde Danmark

    For første – men formentlig ikke sidste gang – var alle idverde Danmarks elever og lærlinge samlet på tværs af de fire datterselskaber til DM i Skills, der i år blev afholdt i Fredericia. Det var der flere gode årsager til, fortæller Claus Rosendahl, HR-direktør i idverde Danmark, som også var med på turen:

    “For idverde er lærlinge og elever en vigtig del af vores samlede medarbejdere. De fører nytænkning, energi og kreativitet med ind i vores virksomheder. Derfor går vi også op i at give dem en relevant og faglig sparring ved fx at tilknytte elevansvarlige i virksomhederne”, fortæller Claus Rosendahl og fortsætter: “Vi synes, at DM i Skills var den perfekte ramme for vores lærlinge- og elevtur. Konkurrencen sætter fokus på faglig stolthed og at repræsentere sit fag bedst muligt. Det stemmer overens med vores ambition om at tiltrække nye, stærke, dygtige talenter til vores virksomheder.”

    Allerede sidste år slog søsterselskaberne OKNygaard og Malmos pjalterne sammen og tog på fællestur til DM i Skills 2022, der blev afholdt i Høng.

    Fællesskab i højsædet
    På turen blev der ikke kun talt om fællesskab – det fysiske fællesskab var tydeligt. Det gik ikke ubemærket hen, da idverdes mange elever og lærlinge ankom i samlet flok og med helt nye, ens idverde-lærlingetrøjer på.

    For Claus Rosendahl havde turen også til formål at introducere eleverne til idverde-fællesskabet:

    “Selvom eleverne kommer fra forskellige virksomheder, vil vi gerne vise dem, at de er en del af et større fællesskab, der arbejder mod de samme mål om bl.a. mere natur, mere biodiversitet og mere bæredygtighed. Vi vil gerne give dem muligheden for at opbygge et fagligt netværk, få nye venner og dele inspiration og ideer med hinanden.”

    Massiv opbakning til lærlinge-kollegaen Jacob Bankel
    Der var også en anden god grund til, at idverdes fælles elev- og lærlingetur havde destinationen DM i Skills: For at støtte Jacob Bankel, der er lærling hos Malmos.

    Jacob Bankel var med i konkurrencen for anlægsgartnere, hvor han anlagde et haveanlæg. De kreative evner fik plads til at komme i spil, men anlægget skulle også indeholde nogle fastlagte elementer såsom en brostensmur, plantning af træer og planter, jordarbejde, klinker, hegn og et vandelement.

    For Jacob Bankel var det en enestående oplevelse at være med i DM i Skills 2023, selvom han ikke endte med at vinde. Hans deltagelse kan i høj grad tilskrives hans store dedikation til faget:

    “Det er en unik mulighed at få lov til at vise, hvad man egentlig kan – og så endda for så mange mennesker. Det har selvfølgelig også været med en vis spænding og sommerfugle i maven, men jeg har været glad for at vise andre, hvorfor anlægsgartnerfaget er noget særligt. Resultaterne af min præsentation har forhåbentlig inspireret andre”, afslutter han.

    Fakta om DM i Skills
    DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for elever fra erhvervsskolerne. Omkring 300 elever deltager i konkurrencen, hvor de kæmper inden for deres respektive fag om at blive landets bedste.

    DM i Skills giver elever chancen for at vise deres talent, skærpe deres faglige niveau og vise erhvervsskolernes mangeartede og spændende muligheder for omverdenen.

    Kontakt:

    HR – direktør Claus Rosendahl email: clr@idverde.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/faellesskab-og-fagligt-engagement-var-temaet-for-idverde-danmarks-elev–og-laerlingetur-til-dm-i-skills?releaseId=13669904

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **