PRM / 50.000 danskere sender klar besked til regeringen: Bevar store bededag!

    Pressemeddelelse fra FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation

    Som en tyv om natten vil regeringen fjerne store bededag som helligdag hen over hovedet på arbejdsmarkedets parter – et eklatant brud med den danske model og en knytnæve i synet på danske lønmodtagerne.

    I dag transporterede 70 busser fra hele landet derfor tusindvis af utilfredse fagligt aktive og helt almindelige lønmodtagere til bred og tværpolitisk demonstration på Christiansborg Slotsplads.

    Lizette Risgaard: Jeg er så glad og taknemmelig. Det har været intet mindre end en fantastisk eftermiddag. Det er gået over al forventning, og jeg er både rørt og stolt over den store opbakning i dag.

    Til tonerne af Tessa og Anne Linnet kunne de lune sig med gratis kaffe og hveder samt opleve ledere af landets største fagforbund, tillidsrepræsentanter og ildsjæle fortælle om vigtigheden af store bededag i en tid, hvor stress er en folkesygdom og pensionsalderen stiger:

    En af stemmerne fra virkeligheden var Therese Holgersen, der arbejder som social- og sundhedsassistent i Greve Kommune. I sin tale sagde hun bl.a:

    “Alt for længe har vi fundet os i alt for meget. Alt for ofte ser jeg mine kollegaer blive ramt af stress, udbrændthed, omsorgstræthed på grund af en presset dag. Derfor står jeg her i dag, for at kræve min og mine kollegaers ret: Retten til at være menneske, som skal bruge tid på at restituere, lade op og kunne betale vores regninger. Retten til at holde fri”.

    En anden stemme fra virkeligheden var Rikke, der er pædagog på Idrætsinstitutionen Tumlehuset i Hvidovre. I sin tale sagde hun bla: “Energi er ikke en uendelig kilde, der løber igennem os, siger hun. Vi har brug for at få tanket depoterne op. Vi har brug for tid til at bearbejde alle de indtryk, vi gør os hver eneste dag, og vi har brug for tid til at restituere fysisk og psykisk, og vi har brug for tid, hvor vi kan fokusere på vores egne familier og os selv, siger Rikke.

    Et stærkt og tydeligt signal til regeringen

    Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, var både rørt og taknemmelig over det imponerende fremmøde på en fyldt Christiansborg Slotsplads:

    “Jeg er så glad og taknemmelig. Det har været intet mindre end en fantastisk eftermiddag. Det er gået over al forventning, og jeg er både rørt og stolt over den store opbakning i dag.

    At så mange mennesker har brugt deres søndag på at vise, hvor vigtig deres fridag og tillæg er for dem, det er virkelig overvældende.

    Og vi har endnu engang sendt et stærkt og tydeligt signal til regeringen om at droppe forslaget og bevare store bededag og indkalde til trepartsforhandlinger. Tusind tak til alle, der har været med i dag.”

    Underskriftindsamling fortsætter

    Mere end 460.000 danske har skrevet under for at bevare store bededag, og underskiftindsamlingen fortsætter. Du kan skrive under her.

    Kontakt:

    FH’s pressetelefon tlf.: 26119710

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/50000-danskere-sender-klar-besked-til-regeringen-bevar-store-bededag?releaseId=13670039

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **