PRM / Halvdelen af årets ulykkesskader på rejsen sker i vinterperioden: Særligt tre destinationer skiller sig ud

    Pressemeddelelse fra Gjensidige Forsikring

    Når rejseåret skydes i gang, sker det oftest med ski under fødderne, eller under varmere himmelstrøg i østen. I hvert fald hvis man kigger på skadestatistikken hos Gouda Rejseforsikring, der er en del af Gjensidige, fra 2018 til 2022.

    Hele 46 % af det årlige antal anmeldte ulykkesskader på rejser sker nemlig inden for årets første tre måneder, og der er særligt tre destinationer, der er populære for danskerne. Mere end hver tredje ulykkesskade er nemlig sket i de populære skilande Østrig og Norge med henholdsvis 28 % og 8 % af det samlede antal skader.

    Som nummer tre på listen kommer Thailand, hvor 6 % af ulykkesskaderne i første kvartal er sket siden 2018, lyder det fra Louise Hertzum Andersen, der er chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring.

    “Som det også ses på de typiske rejsedestinationer, så er det især skiskader, der er grunden til det høje antal ulykkesskader i årets første tre måneder. I den resterende del af året er langt størstedelen af de rejsende på ferier, hvor risikoen for at komme ud for en ulykke er væsentligt mindre.”

    Men selvom der er langt fra de norske og østrigske bjerge til Thailands sandstrande, så er der alligevel en lighed mellem de tre destinationer. Det kan nemlig blive rigtig dyrt, hvis man kommer afsted uden en rejseforsikring.

    “Fælles for de tre destinationer er, at behandling af eventuelle skader kan være komplicerede og derfor også meget dyre. Skiskader kan selvsagt være voldsomme og ende med en operation på destinationen eller hjemtransport, mens behandling og eventuel hjemtransport fra Thailand også koster store summer. Har man en rejseforsikring, får man derimod dækket de omkostninger,” siger Louise Hertzum Andersen.

    Kontakt:

    Andreas Mortensen tlf.: 27 52 46 44 email: am@gjensidige.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/halvdelen-af-arets-ulykkesskader-pa-rejsen-sker-i-vinterperioden-saerligt-tre-destinationer-skiller-sig-ud?releaseId=13670024

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **