PRM / Hjerteforeningen efterlyser kortlægning af akutmodtagelserne

    Pressemeddelelse fra Hjerteforeningen

    Hjerteforeningen byder regeringens akutplan for sundhedsvæsenet varmt velkommen, da udfordringerne i sundhedsvæsenet efterhånden har tårnet sig op og skaber bekymringer hos såvel sundhedspersonalet som patienter og pårørende.

    Hjerteforeningen noterer sig, at regeringen bl.a. vil robustgøre akutmodtagelserne, som over det sidste lange stykke tid flere steder har været stærkt pressede. Et faktum, som har skabt utilfredsstillende patientforløb for nogle af de patienter, der har akut brug for hjælp.

    – Akutområdet har brug for en saltvandsindsprøjtning, og derfor er jeg også glad for, at regeringen nu arbejder på at robustgøre akutmodtagelserne, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.

    Men eftersom regeringen med egne ord vil robustgøre akutmodtagelserne, efterlyser Hjerteforeningens adm. direktør i samme ombæring en kortlægning af tilstanden på akutmodtagelserne.

    – Der er flere gode og velkendte forslag, som ganske vist vil være med til at bedre tilstanden i sundhedsvæsenet. Men hvis man for alvor skal robustgøre akutmodtagelserne, er et af de første step en kortlægning af selve tilstanden på akutmodtagelserne ud fra Sundhedsstyrelsens eksisterende anbefalinger, siger Anne Kaltoft

    – Hvis vi virkelig skal gøre op med de store udfordringer, er det nødvendigt, at man finder ud af, om man ude lokalt rent faktisk kan efterleve de anbefalinger, man sundhedsfagligt har fastsat. Det er første skridt, hvis vi for alvor skal have skabt et akutsystem, der sikrer patienterne den rette behandling, siger hun.

    Hjerteforeningens adm. direktør opfordrer desuden til, at alle relevante aktører – herunder patienter og pårørende – på sundhedsområdet får en plads ved bordet i den varslede strukturkommission, så sundhedsvæsenet kan komme tilbage på ret køl.

    – Grundlæggende er der behov for, at vi får endevendt og gennemset hele sundhedsvæsenet, for med de store strukturelle udfordringer, sundhedsvæsenet ser ind i, forsvinder problemerne ikke med et fingerknips. Det er et langt og sejt træk, som kræver, at alle aktører inddrages i den kommende strukturkommission, siger Anne Kaltoft.

    Kontakt:

    Presserådgiver Jacob Mouritsen tlf.: 29819207 email: jmouritsen@hjerteforeningen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hjerteforeningen-efterlyser-kortlaegning-af-akutmodtagelserne?releaseId=13670019

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **