PRM / Første spadestik på almene boliger i Gentofte

    Pressemeddelelse fra Dansk Boligbyg

    Det 110 år gamle almene boligselskab AKB, København er bygherre og føjer de 101 nye boliger til de mere end 9.000 lejeboliger, som selskabet i forvejen råder over i København og omegn. Projektleder hos KAB Jesper Lindeberg bød forsamlingen velkommen i det opvarmede telt, hvor deltagerne søgte ly for regnen. Han gav først ordet til boligselskabets formand, Bjørn Petersen:

    “Det er en stor fornøjelse for mig, at vi nu begynder på byggeriet af de nye almene boliger her i Gentofte,” sagde Bjørn Petersen og takkede både kommunen og rådgiverne for medvirken til at udforme et godt projekt:

    “De nye boliger får med sine fire længer en godt beskyttet gård med plads til tryghed og fællesskab, som er noget, vi lægger stor vægt på i AKB. Jeg er sikker på, at Ørnegården bliver et godt sted – og jeg ønsker Dansk Boligbyg tillykke med projektet.”

    Flere ungdomsboliger i Gentofte

    Efterfølgende fik borgmester Michael Fenger ordet og glædede sig over, at Gentofte med Ørnegården blandt andet får 60 nye ungdomsboliger ud af de i alt 175 nye ungdomsboliger, som bliver opført i kommunen frem mod 2025:

    “Vi er jo ellers en fuldt udbygget kommune, og når der er ledige arealer, så værner vi normalt om dem til rekreative formål. Men Ørnegården udgør en god løsning med sin beliggenhed, og de kommende beboere kommer til at bo tæt på både motorvejsnettet, offentlig transport og på vores idrætsanlæg,” sagde han blandt andet.

    Flere mindre lejeboliger i Gentofte

    Ørnegården kommer til at indeholde 50 ungdomsboliger på 42-45 kvadratmeter, 26 små og billige lejligheder på 42-43 kvadratmeter og 25 familieboliger på 75-83 kvadratmeter.

    De 101 boliger etableres i en firlænget bebyggelse på samlet 5.277 kvadratmeter. De fire længer danner en lukket karré med et fælles gårdareal i midten med plads til grønne arealer og sikre legepladser for børnene. Alle boliger får altan ud til gårdrummet.

    KAB er forretningsfører for byggeriet på vegne af AKB, og KAB’s administrerende direktør Jens Elmelund ønskede Gentofte tillykke med de nye almene boliger:

    “Det er dejligt for Gentoftes borgere, at der nu føjes flere mindre lejeboliger til udbuddet her. Og det er vigtigt, at vi har stærke kræfter ombord – både til at realisere byggeriet og efterfølgende til at sikre, at det bliver et godt og trygt kvarter, der skabes i Ørnegården,” sagde han og tilføjede:

    “Jeg er sikker på, at vi har begge dele med Dansk Boligbyg som en erfaren totalentreprenør og AKB som et boligselskab med en lang og stolt historie, der startede for mange år siden i Københavns Sydhavn.”

    Vi ses igen til rejsegildet

    “Tak til AKB for tildelingen af entreprisen. 4.168,6 kvadratmeter sandwichfacade, 3.416,8 kvadratmeter huldæk, 824,8 løbende svalegangselementer, 174 L-søjler, 101 badekabiner, 84 altaner, fire teknikhuse, tre skure, to trappeopgange og en elevator,” sagde projektleder Lasse Kromann Gjersøe fra Dansk Boligbyg blandt andet i sin tale.

    Han ser frem til et godt samarbejde med bygherrer, rådgivere og underentreprenører – og der frem til, at forsamlingen kan mødes igen til rejsegilde senere i 2023.

    Det tredobbelte spadestik

    Borgmester Michael Fenger stod for spadestik i forening med Bjørn Petersen, som er formand for Boligselskabet AKB, København, og Jens Elmelund, som er direktør for KAB. Ivrige fotografer og tilhørere trodsede regn og rusk for at overvære dette. Efterfølgende kunne deltagerne lune sig med lidt at spise og drikke i det varme telt.

    Projekt Ørnegården

    Byggeriet starter i januar 2023 og afsluttes medio 2024

    Bygherre: Boligselskabet AKB, København

    Forretningsfører: KAB

    Bygherrerådgiver: Kuben Management

    Arkitekter: H+TNT A/S

    Totalentreprenør: Dansk Boligbyg A/S

    Ingeniør: OJ Rådgivende Ingeniører

    Øvrige rådgivere: AI Arkitekter & Ingeniører samt Munksgaard plus Andersen A/S

    Kontakt:

    Flere informationer hos:

    Executive Assistant Lilli-Anne Mastellone, Dansk Boligbyg, på 3060 3492 eller lam@dbb.as

    Kommunikationsrådgiver Susanne Lindø, Grønbech PR og kommunikation, på 4033 0555 eller sl@groenbech.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/forste-spadestik-pa-almene-boliger-i-gentofte?releaseId=13669922

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **