Pressemeddelelse fra Næstved Kommune
Jobcenter Næstved og Næstved Kommune er klar til at invitere ledige og andre interesserede til den årlige job- og uddannelsesmesse.
I år har intet mindre end 71 virksomheder, vikarbureauer, uddannelsesinstitutioner og a-kasser tilmeldt sig, og det er flere end til de seneste års messer. Det glæder arbejdsmarkedschef Torben Bahn Petersen, at der fortsat er opbakning til messen, som efterhånden er blevet en fast tradition.
– Det er fantastisk, at der igen i år er opbakning til vores messe. Og denne gang er repræsentationen af deltagere bredere, end den tidligere har været. I flere brancher er der fortsat udfordringer med at rekruttere den nødvendige arbejdskraft. Derfor er det vigtigt for os som kommune at være med til at sikre den arbejdskraft, der er behov for, siger Torben Bahn Petersen.
Også formand for Beskæftigelses- og Rekrutteringsudvalget, Charlotte Roest (S), sætter pris på den store opbakning til messen. Hun mener, det er vigtigt, at en så stor by som Næstved bliver ved med at tilbyde en job- og uddannelsesmesse.
– Det er meget vigtigt, at vi her kan være med til at inspirere ledige til uddannelse eller beskæftigelse ved at vise en masse forskellige muligheder. Alle bør jo bidrage med det, de nu kan. Messen kan måske hjælpe med at se lyset og åbne for helt nye retninger og nye drømme. Samtidig hjælper vi vores virksomheder, og messen sætter jo også Næstved på landkortet. Det er win-win hele vejen rundt, siger hun.
Få hjælp til CV og hør om det digitale jobcenter
Med job- og uddannelsesmessen vil Næstved Kommune og Jobcenter Næstved gerne skabe en inspirerende dag for jobsøgende fra hele regionen, hvor der blandt andet vil være mulighed for sparring i forhold til efteruddannelse, ansøgning, CV, videopræsentation og LinkedIn. Der vil også være mulighed for at høre om det digitale jobcenter.
Med godt 700 besøgende blev messen den 4. maj 2022 en succes. Næstved Kommune og Jobcenter Næstved ser frem til endnu en messe og glæder sig til at hjælpe endnu flere på vej til beskæftigelse og uddannelse.
Job- og uddannelsesmessen finder sted torsdag den 9. februar 2023 klokken 9.30 til 11.30 i Herlufsholm Idrætscenter, Herlufsholm Allé 233, 4700 Næstved. Alle jobsøgende og andre interesserede er velkomne på messen. Det er gratis at deltage og kræver ingen tilmelding.
Se listen over alle deltagende stande her:
Kontakt:
Virksomhedskonsulent Steen Christensen tlf.: 55 88 65 03 email: slchr@naestved.dk
Udviklings- og kommunikationskonsulent Mia Than West tlf.: 55 88 66 18 email: mthwes@naestved.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/masser-af-inspiration-til-arets-job–og-uddannelsesmesse?releaseId=13669840
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **