PRM / Hver tredje beskæftigede under 18 år er ansat i et supermarked

    Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik

    Er du under 18 år og har et fritidsjob, er der god sandsynlighed for, at din lønseddel kommer fra et supermarked eller et varehus. Hver tredje lønmodtager mellem 13 og 17 år, svarende til 38.000, arbejdede nemlig i denne branche i 2021. Det gør det til den mest populære blandt de unge medarbejdere. Restauranter var den næstmest populære branche.

    Det er især de 16-17-årige, der fylder op på hylderne og scanner varer i kassen, for ser man udelukkende på de 13-15-årige ligger supermarkeder på andenpladsen. Den yngre aldersgruppes arbejdsliv består hovedsageligt i at gå med aviser eller reklameblade. Med 15,6 pct. af de beskæftigede var post- og kurertjeneste den branche, hvor flest i denne aldersgruppe arbejdede i 2021.

    “Fordelingen på typer af brancher, hvor de unge har et arbejde, har ikke ændret sig væsentligt de seneste år. Job på restauranter, i supermarkeder og som avisbud er gennemgående typiske fritidsjob blandt børn og unge,” siger Pernille Stender, chefkonsulent i Danmarks Statistik.

    Faktaboks: Om unges beskæftigelse

    Man er beskæftiget, når man normalt arbejder mindst én time i referenceugen. I denne artikel ses der på gruppen af 13-17-årige og deres beskæftigelse.

    Der findes ingen international definition af et “fritidsjob”, men ofte forbindes et fritidsjob med et job, som man har ved siden af sin skolegang/uddannelse. Langt hovedparten i gruppen 13-17 år er i gang med en uddannelse, samtidig med at de har et fritidsjob. Blandt de 13-15-årige, der havde et fritidsjob i 2020, var 99,5 pct. under uddannelse. Blandt de 16-17 årige drejede det sig om 93,9 pct. Nogle af de unge i aldersgruppen 16-17 år (6,0 pct.) var desuden i gang med et hovedforløb på en erhvervsuddannelse, og deres “fritidsjob” kan derfor være et job som elev eller lærling. Disse tal refererer til situationen ultimo november 2020, idet uddannelsesoplysningerne ultimo november 2021 endnu ikke forefindes.

    Top 10 brancher med flest beskæftigede 13-17-årige i 2021

    Figur1_BeskæftigedeUngeKilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik på baggrund af den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik.
    Anm.: Beskæftigelsen er opgjort ultimo november.

    Børn og unge uden for de store byer har oftest fritidsjob

    Andelen af børn og unge, som har et arbejde, varierer meget kommunerne imellem. Særligt i kommunerne i Vestjylland er andelen af beskæftigede børn og unge høj, mens den er lavest i og omkring København.

    Andelen af 13-17-årige med et arbejde var i 2021 højest i kommunerne Varde (46,3 pct.), Ringkøbing-Skjern (45,5 pct.) og Ærø (43,9 pct.). I 12 kommuner var andelen af børn og unge med et arbejde over 40 pct. Ingen af disse 12 kommuner ligger på Sjælland. Ser man på de 20 kommuner med højest beskæftigelsesfrekvens for børn og unge i 2021, er kun én af kommunerne, Solrød (39 pct.), på Sjælland.

    Andelen af børn og unge, der brugte noget af fritiden på arbejde i 2021, var lavest i kommunerne Gentofte (26,4 pct.), Frederiksberg (28,0 pct.), og København (28,8 pct.). Alle 20 kommuner med den laveste andel af børn og unge i arbejde i 2021 ligger på Sjælland. Aarhus Kommune havde, når der ses bort fra kommuner på Sjælland, med 32,5 pct. den laveste andel af beskæftigede børn og unge.

    “Vi kan konstatere, at der er markante geografiske forskelle på, hvor stor andelen af unge med et arbejde er. I kommuner som Varde og Ringkøbing-Skjern, hvor andelen er størst, er det lidt under hver anden af de unge, der har et arbejde, mens det i Gentofte og Frederiksberg Kommune er lidt over hver fjerde,” fortæller Pernille Stender.

    Andel beskæftigede 13-17 årige 2021
    Figur2_BeskæftigedeUnge

    Kilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik på baggrund af den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik.
    Anm.: Beskæftigelsen er opgjort ultimo november.
    Her kan du finde en tabel med beskæftigelsesfrekvenser i kommunerne.

    Flere børn og unge havde et fritidsjob i 2021

    I 2021 havde 34,9 pct. af børn og unge fra 13 til 17 år et arbejde. Det svarer til 119.500 af alle i aldersgruppen, hvilket er ca. 10.000 flere end i 2020. Af dem var 47.200 i alderen 13-15 år, mens 72.300 var 16-17 år.

    “For de 13-17 årige steg beskæftigelsesfrekvensen 2,7 procentpoint i 2021 sammenlignet med 2020. Det afspejler meget godt udviklingen i beskæftigelsen generelt. For befolkningen i alderen 16-65-årige steg beskæftigelsesfrekvensen med 2,6 procentpoint,” siger Pernille Stender.

    Selvom beskæftigelsesfrekvensen er steget, er den dog lavere end i 2008, hvor 38,2 pct. af de 13-17-årige havde et arbejde.

    Fra 2008 og frem til 2014 faldt andelen af unge med et arbejde ganske markant, men den har derefter været stigende med undtagelse af et lille dyk under COVID-19 i 2020.

    “Faldet i beskæftigelsen for dem under 18 år efter 2008 følger et generelt fald i beskæftigelsen efter finanskrisen. Stigningen i børn og unges beskæftigelsesfrekvenser efter krisen fulgte også de voksnes, selvom den kom lidt senere for børn og unge,” siger Pernille Stender.

    I alle årene har der været flere piger end drenge, som har et arbejde. I 2021 var beskæftigelsesfrekvensen for piger 36,7 pct. i alderen 13-17 år, mens den var på 33,1 pct. for drenge. Det er en stigning siden 2020 for begge køn.

    Andel beskæftigede 13-17-årige, 2008-2021
    Figur3_BeskæftigedeUngeKilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik på baggrund af den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik.
    Anm.: Beskæftigelsen er opgjort ultimo november.

    Børn og unge arbejder i kortere tid i forhold til 2008

    Der er regler for, hvor mange timer en arbejdsuge må bestå af, når man stadig går i skole, men i forhold til 2008 arbejdede beskæftigede børn og unge i gennemsnit kortere tid i 2021. Den gennemsnitlige arbejdstid er faldet for alle årgange – mest for de 17-årige, som i 2021 arbejdede 1,9 timer mindre om ugen end i 2008. Det er dog samtidig 0,3 timer mere end i 2020.

    De 17-årige var dem, der arbejdede flest timer i både 2008 og 2021.

    “Generelt stiger arbejdstiden med alderen. Blandt dem med fritidsjob i 2021 arbejdede de 17-årige med 10,3 timer i gennemsnit næsten dobbelt så mange timer som de 15-årige, der i gennemsnit brugte 5,5 timer på arbejde om ugen, ” siger chefkonsulent Pernille Stender og tilføjer:

    “Men sammenligner man 2008 med 2021, så arbejder de unge gennemsnitligt mindre i 2021”.

    13-17-åriges gennemsnitlige ugentlige arbejdstid fordelt på alder. 2008 og 2021
    Figur4_BeskæftigedeUngeKilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik på baggrund af den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik.
    Anm.: Arbejdstiden opgjort som det antal timer, man normalt arbejder i sit hovedjob. Beskæftigelsen er opgjort ultimo november.

    Kontakt:

    Har du spørgsmål til tallene i artiklen, er du velkommen til at kontakte Pernille Stender på tlf. 3917 3404 eller psd@dst.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hver-tredje-beskaeftigede-under-18-ar-er-ansat-i-et-supermarked?releaseId=13669771

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **